Blog

Høje hæle og halvanden meter Lambi

28. april 2011

Kender du den følelse, som man får efter at have trampet det halve af København rundt iført høje hæle og lipgloss og så på vej ind i bilen finder ud af, at man har halvanden meter toiletpapir hængende efter sig?

Eller når man efter at have afleveret ungerne en regnvejrsdag i børnehaven først ved busstoppestedet finder ud af, at man stadig er iført blå plasticfutter? Eller når man efter en lang storsmilende arbejdsdag kommer hjem og kigger sig i spejlet og ser, at man har sådan cirka en halv thebirkes siddende mellem fortænderne fra en kollegas fødelsdagsmorgenmad??

Det er sådan en lidt flad fornemmelse, ik? Eller er det bare mig, der simpelthen ikke forstår, hvorfor det ikke er lovpligtigt at oplyse hinanden om den slags? Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man kan lade være med lige at give et lille hint til den pågældende idiot, der vader op og ned af gader og stræder med en halv pakke Lambi efter sig. Der er vel ikke nogen, der tror, at det er en ny trend…

Er vi virkelig så ligeglade med andres velbefindende, eller er vi mon bange for, at vi træder ind over en intimsfære ved at oplyse andre om halve stykker morgenbrød mellem tænderne. Det er som om, at vi alle nonverbalt bilder hinanden ind, at hvis vi bare lader som ingenting, så forsvinder det eller findes slet ikke. 

Eller er det bare mig, der føler mig lettere til grin, når det er mig, som det lykkes for ufrivilligt at blive centrum for opmærksomheden ved busstoppestedet? Jeg tror det ikke.

Hvad er det så, der er så pinligt ved at tage kontakt til et fremmed menneske eller kollega i sådanne tilfælde…? Er det, fordi man i Lambi-tilfældet henfører tankerne og snakken til, at den anden har været på toilettet? Jamen, er vi da ikke det alle sammen indimellem……  

I mange andre sammenhænge er vi da ikke så blufærdige eller tilbageholdende. F.eks. er vi overalt i samfundet omgivet af reklamer med halvnøgne meget unge kvinder, der fester, så det sprøjter (ud af flaskerne). Og se bare reality medie kulturen, hvor ”stjernerne” fortæller om selv de mest intime detaljer ved sig selv og de andre. Dette er slet ikke pinligt; faktisk ville det være stik mod ”reglerne” ikke at gøre det…og dermed være overordentligt pinligt.

Til sidst vil jeg gerne bede dig om venligst at fortælle mig, hvis du ser mig, når jeg næste gang tropper op til en forældremødet forklædt som panda efter regnvejrscykelturen!

You Might Also Like