Blog

“Kom så, skat, vi har travlt. Kom så… KOM SÅ…..NU!”

8. april 2011

Åh nej, mødet trak godt nok ud, igen. Og så netop på en fredag, hvor institutionerne lukker tidligt. Du er nu nødt til at hente ungerne i børnehaven og vuggestuen før weekendindkøbene. Skal også finde ud af, hvad gæsterne i aften skal have, og har du nu husket at melde Sofie til sommerafslutningen med hendes dansehold i morgen..?  Tramper hårdt i pedalerne. Og du skal huske at købe værtindegave til din venindes brunch på søndag… Tankerne myldrer rundt i dit hoved

Hurtigt ind i børnehaven for at hente Sofie…som liiiige skal vise dig, hvad hun kan af nye kunstner i klatrestativet. Kigger på uret. Kom nu, kom nu…. ”Ja, det var flot, skat”. Sofie jubler og vil vise mere ”Se mig, se mig!!” ”Ja, flot skat, kom nu, Gustav venter…kom nu!!….NU!”

Endelig på cyklen igen. I fuld fart hen til vuggestuen. Du ser på lang afstand gennem vuggestuens have, at Gustav sidder på skødet af en pædagogmedhjælper, du ikke har set før… Haven er næste tom, og da du kommer tættere på, ser du hans sut i munden. Åh nej, ikke igen… Gustav har svært ved at falde til i vuggestuen og en sut i munden sidst på dagen, er ikke noget godt tegn.

Stor kysser og krammer. Du stiller Gustav ned –eller prøver på det- han laver nemlig ”kogt-spagetti” ben tricket og kaster sig ned på jorden. Vræler meget højt. Vil ikke med! Afmagtsfølelsen vælder op i dig. Efter lang tids forsøg på at overtale ham til selv at gå med, bærer du den vrælende lille fyr hen mod lågen. Men Sofie har ikke tid nu. Hun er i fuld gang i sandkassen. ”Kom så, skat” siger du så overskudsagtigt som muligt. ”Kom så. KOM SÅ. NU!!!!” Du mærker pædagogens og pædagogmedhjælperens blikke. Siger hurtigt farvel og trækker af sted med de to protesterende unger.

Og så ud at købe ind til gæsterne i aften og mad til resten af weekenden…..

Hvilken start på weekenden! Du føler dig som en fiasko, en dårlig mor, én som bare slet ikke har styr på det dér med børn! Hvorfor ser alle de andre forældre altid så afslappede ud? Hvorfor er der aldrig nogen af de andre mødre, der står og råber ad deres børn??

You Might Also Like

  • emiliekrogh 8. april 2011 at 12:54

    Du kan gennem coaching finde ud af, hvordan du kan tackle eller måske endda undgå lignende situationer i fremtiden. Du kan også gennem coaching finde frem til det, som lige netop du er rigtig god til at tackle med dine børn. Du kan lære at acceptere, at man som menneske ikke er perfekt, og at det faktisk er helt ok, at man en gang i mellem ikke har ressourcer til at være den mor, som man ønsker sig at være!
    Gennem mindfulness kan du lære at være mere tilstede i nu´et, og dermed undgå den konstante uro, som det giver, at ens tanker hele tiden flyver fra det ene til det andet, mens man egentligt laver noget tredje! Man kan lære at være nærværende i det, man foretager sig; at leve i nuét!

  • Gertrud 9. april 2011 at 09:13

    Sign me up, please :-).
    Jeg tror, jeg er klar til en ny session!