Blog

Kender du dine sande indre værdier?

3. august 2011

Brug coaching som værktøj til personlig udvikling.

Vi bombarderes kontinuerligt med muligheder, fristelser, nyheder og reklamer overalt, hvor vi færdes. Oftest tænker vi nok ikke videre over det, men vores underbevidsthed skal konstant vælge til og fra i virvaret af informationer. Er vi overhovedet klar over, hvor meget vi påvirkes af, hvad vi oplever med alle vores sanser?

Og hvad med vores opdragelse, vores tidligere kæresteforhold, relation til vores tidligere chef, den sure dame i køen i supermarkedet, oplevelser som vi slet ikke husker? Hvor meget påvirkes vores adfærd, handlemønstre og selvopfattelse mon af, hvad vi tidligere har oplevet?
For mange mennesker i den vestlige verden er job og karriere en vigtig del af ens identitet. Og det er tidskrævende at leve op til egne og andres forventninger i forbindelse hermed. Ikke mindst, da mange samtidig med en spirende karriere får børn og også ønsker at give børnene en barndom med nærvær og tryghed….og masser af TID. Desuden skal der også være tid til motion, fritidsinteresser (både børnenes og ens egne), økologisk madlavning, følge med i kulturelle tilbud, venner, have, følge med i nyheder, hund, forældremøder, pleje netværk, børnehavearrangementer, rejser etc. Og samtidig skal man helst også se blændende godt ud og have et stort smil på læben, mens man halser fra det ene gøremål til det næste.

Det moderne menneske lever en stresset hverdag, hvor tendensen til at undergrave egne indre værdier i jagten på at leve op til krav og uskrevne normer synes stigende. Man drøner gennem livet i en hæsblæsende fart. Man kan let lulles ind i hverdagens trædemølle af irritation, uopnåede mål og drømme som udskydes eller decideret droppes med den begrundelse, at det KAN jo alligevel ikke lade sig gøre.

Måske har man endda en følelse af ”Er det virkelig meningen med det hele?” Man følger bare med strømmen uden egentligt at sætte spørgsmålstegn ved, om man er på vej rette sted hen…. og om farten passer én.

Coaching giver dig mulighed for at stoppe op og få selvindsigt. Stoppe op og finde ud af, hvordan du i virkeligheden ønsker at leve livet. Hvem er det, der skal bestemme, HVAD der kan lade sig gøre? Har du truffet et aktivt valg selv, eller lader du dig spise af med, hvad du mener, du BØR gøre, og hvordan du er NØDT TIL at leve? Er det tid til at erkende, at du selv kan tage roret i dit liv og vælge til fra? At du selv kan påvirke, hvordan din fremtid skal være?
Alle tilvalg kræver et fravalg og dermed en ansvarstagen. Er du klar til at tage ansvaret for dit eget liv?

 

Coach København | Emilie Krogh
 

 

test

You Might Also Like