Blog

Det perfekte putteritual, del 1.

13. december 2011

Sengelægningen af småbørn ligger mange forældre på sinde og er et fast issue i mødregruppe sammenhænge, sundhedsplejerske samtaler og på arbejdspladser med et overtal af kvindelige ansatte. Der er skrevet mange kilometer mere eller mindre brugbare bøger om emnet og magasiner om småbørn og deres forældre har ofte et par tricks i ærmet til, hvordan man får lille Anton på 10 måneder eller Anne-Sofie på 2 år til at eeeeelllllske deres seng og at ligge dér og falde i søvn ganske alene.  Ja, der er rigtig mange steder, hvor man som forældre kan søge oplysninger om, hvordan man lige fixer sengelægningsudfordringen….          

”Godnat og sov godt”-mirakelkur bogen var meget på mode, da jeg fik mit første barn. Bogens fortræffeligheder spøgte, hvor som helst; og jeg så, hvordan flere af mine veninder med småbørn kæmpede for at fuldføre manualen for putningen af deres rolling. Men den lykke og fredfuldhed i de små hjem, som bogen lovede, udeblev i flere tilfælde og blev derimod erstattet af timelange skrigeture, der endte i grådkvalte hiks, når barnet enten faldt om kuld og i søvn af udmattelse, eller når forælderen måtte ”bukke under” for sine følelser og tage barnet opad sengen og på armen, eller sidde ved barnets sengekant og stryge barnet over kinden, til det faldt i søvn i tryghed.

Delt i to lejre

 Jeg oplevede, at de forældre, der ”var stærke” og tilsidesatte ømheden for barnet og dermed gennemførte ”Godnat og sov godt”-mirakelkuren med den begrundelse, at barnet jo ”var nødt til at lære at falde i søvn alene”, var i mine øjne delt i to lejre. Der var dem, der var stolte over, at deres barn var så dygtigt til at falde i søvn alene nu uden ballade. Og så var der dem, der nærmest fik tårer i øjnene, når der blev talt om processen, de havde gennemført.                       

Min egen holdning til sagen er nok ret åbenlys, men i virkeligheden uinteressant. Det interessante er, hvad det er, der får nogle forældre til at gennemføre en proces, der er så åbenlyst i strid med dem selv, som sidstnævnte gruppe??! Hvad er det, der kan få en nybagt mor til at føle, at hun skal arbejde mod sit moderlige instinkt?? Er det mon forskrifterne på –i dette tilfælde sengelægning- der mere eller mindre eksplicit lover, at man ved at følge netop deres teori bliver den perfekte forælder, som langt de fleste forældre stræber imod at være?! Er den perfekte mor eller far én, der undergraver egne følelser og går på kompromis med sig selv i bestræbelserne på at fuldføre noget en vildtfremmed har skrevet ned og påstår er den rigtige løsning på en udfordring?

Løsningen findes inden i dig selv

Mit råd til nybagte forældre er: Se ind i jer selv. Mærk efter; er dette det rigtige for os? Hvordan gør vi det bedst på vores måde. Hvordan fungerer det bedst i vores familie, så vi lever i overensstemmelse med, hvad der er rigtigt for os? Og husk; et hvert tilvalg kræver et fravalg. Eksempelvis kan man aktivt vælge at blive hos sit barn til det sover. Hvilket sommetider kan tage (u)rimelig lang tid ; ) Og dermed kan fylde meget af ens aften, hvor man ellers ville udnytte tiden til noget andet. Det aktive valg er dog vigtigt, da man ellers går halvhjertet ind i handlingen og kan have en oplevelse af ”at sidde på nåle” ved siden af barnet (der garanteret opfanger denne uro og er endnu længere tid om at falde til ro selv!) Sig til dig selv; ”Jeg vælger at bruge min aften på sengelægning, da jeg ønsker at tilgodese mit barns behov, og jeg bliver glædeligt overrasket, hvis der også bliver tid til andet”. Denne proaktive formulering kan medvirke til, at det føles meningsfuldt at gøre det, man har sat sig for. Man tager her selv roret og styringen i sit liv og tager dermed også selv ansvaret for, at det er det rigtige at gøre. Siger man derimod; ”Jeg er nødt til at droppe det, jeg egentligt gerne ville, da jeg jo er nødt til at bruge min tid på mit barns behov og ikke det, som jeg har lyst til”, så bliver handlingen reaktiv og er dermed negativt ladet; altså energidræbende og øv-agtig. Man handler her ikke ud fra et aktivt helhjertet tilvalg, men ud fra devisen, at man ”bliver nødt til” at foretage en handling.                                                                                                                                                                                        Det lyder måske nok noget pladder-filosofisk i nogens øre, men rent faktisk har det en virkning på ens humør og energi, hvordan man formulerer sig overfor sig selv i mange af hverdagens gøremål.    

 

Coach København | Emilie Krogh

You Might Also Like

  • Mai 13. december 2011 at 13:53

    Tak for et velskrevet indlæg. Jeg glæder mig til at læse næste del.
    – Mai

    • Emilie 13. december 2011 at 16:07

      Kære Mai
      Mange tak for din positive kommentar : )
      KH Emilienn1

  • Karin Ellen Moberg 13. december 2011 at 23:33

    Kære Emilie
    Tak for dit gode indlæg vedr. putteritualer – jeg håber rigtig mange unge forældre vil lytte til dine gode råd. Det er længe siden jeg selv havde småbørn, der skulle puttes, men hvor ville jeg ønske, jeg dengang kun havde lyttet meget mere efter min egen fornemmelse, hvilket ville have givet en større tryghed både for mine børn og mig selv.
    Bliv endelig ved med at skrive dine kloge og omsorgsfulde indlæg.
    Bedste hilsener fra Karin