Blog

Lad os for alt i verden bevare den gode stemning…eller hva´!?!

15. januar 2012

Er du –også- en pleaser?

Rigtig mange kvinder, som jeg møder, har den samme historie. De er alle såkaldte ”pæne Tilfreds kvinde ansigt close-uppiger”, der nu er blevet voksne. Mange er gift og har fået børn og i mange tilfælde er de ret handlekraftige og selvsikre fagligt og i deres job. Mange går op i deres udseende og krop –slet ikke fanatisk- men ser ud til at være ret bevidste om deres personlige stil og indretningen af deres hjem. De rejser på ferier et par gange årligt og er bevidste forbrugere.  

Kort sagt: De mangler ikke noget, livet går sin gang.

Alligevel gemmer der sig noget lige nedenunder overfladen hos rigtig mange af dem. De er pleasere. De bruger rigtig meget energi på at bekymre sig om, hvad andre tænker om dem, og de har meget svært ved at ”sige fra” uden at få dårlig samvittighed.

De holder ofte deres meninger for sig selv i sociale sammenhænge, fordi de har en følelse af, at det de tænker umuligt kan være interessant for andre. Og de er bange for at komme til at skille sig ud og sige ”noget forkert”. Derfor holder de sig ofte i baggrunden eller giver samtykkende de andre ret. De tilpasser sig. På den måde har mange af dem en ret stor omgangskreds, da de er virkelig vellidte af alle. De skaber jo aldrig konflikter og er rigtig gode til at small-talke.

De pæne piger, der nu er blevet voksne kvinder er nemlig blevet indirekte opdraget til for enhver pris at tilpasse sig, så de bevarer den gode stemning og gør det ”behageligt for den Kvinde og datter siddende coach københavnanden”. Kvinderne har ikke lært det direkte af deres mødre, men de har gennem spejling i deres mødre gennem opvæksten tillært sig at holde sig i baggrunden og at føje sig. Konflikt og diskussioner skal for alt i verden undgås. Hellere tilsidesætte sine egne behov, end at gøre opmærksom på, at man mener noget andet, har mere lyst til noget andet eller er utilfredshed.

Bevar den gode stemning!

I mange af hverdagens sociale interaktioner er det da heller ikke så tosset at leve efter reglen ”Bevar den gode stemning!” Almindelig høflighed er jeg klar tilhænger af. Ligesom jeg aldrig holder mig tilbage fra en god gang small-talk om vejr og vind og også gerne går ind i dybere samtaler, hvor jeg alt efter situationen holder mine meninger for mig selv  ; )

Problemet opstår, når du så ofte har påtaget sig Pleaser-Rollen, at du pludselig fuldstændigTilbageholdende kvinde ukritisk, ubevidst og automatisk tilsidesætter dine egne behov til fordel for andres. Især hvis det er tilfældet i de helt nære relationer. Altså, hvis du som kvinde hele tiden pleaser din mand/kæreste, dine forældre, dine børn (småbørn skal ikke regnes med her, da det er en anden snak!), din svigermor etc.

Dit pleaseri i de nære relationer har nemlig rigtig stor indvirkning på dit liv som helhed. Samt på din selvopfattelse.

Hver gang du pleaser andre –altså tilsidesætter dig selv- viser du dig selv, at du ikke anerkender dine egne behov. På den måde bliver din selvrespekt mindre og mindre hver gang. Samtidig signalerer du overfor (eksemplevis) din mand, at du ikke respektere eller tager dine egne behov seriøst. Og kan du så regne med, at (i dette eksempel) din mand tager dine behov seriøst, hvis du ikke selv gør det? Eller hvor fra skulle han egentligt kende dine behov, hvis du ikke giver udtryk for dem?

Med dét i baghovedet, er det ikke mærkeligt, at pleaser-kvinderne ofte føler sig oversete af deres mænd….

Det er bare én af grundene til, at jeg opfordrer kvinder til ikke at bevare den gode stemning for enhver pris! Det er rent ud sagt som at tisse i bukserne….. Dejligt varmt til at starte med, men på længere sigt slet ikke værd at samle på.

Drop skuespillet

Tag styringen, kære kvinde, og sig din mening, sig fra, fortæl din mand direkte, hvad dit behov er! Når jeg siger dette til kvinder, jeg taler med, er reaktionen ofte STILHED! Og ”jamen, det kan jeg da ikke, så synes han jo bare at jeg brokker mig og er sur”.

Ja, det er sk… svært! Men jo længere tid, du venter, des sværere bliver det. Jo længere tid, du påtager dig Pleaser-Rollen, des større er hans forventning til, at du ER Pleaser-Rollen! Lad ham møde DIG og ikke en rolle, du spiller for, at han kan lide dig.

For når alt kommer til alt, så er det jo netop kernen i pleaseriet. Vi søger anerkendelse gennem en rolle, vi påtager os. Vi kan nemlig rigtig godt lide at være anerkendte og vellidte. Men når du bliver anerkendt pga. en rolle, du spiller, ER det så dig, der bliver anerkendt?

Og så er spørgsmålet: Er du villig til at tilsidesætte dit sande jeg for at opnå anerkendelse?

Kan du så overhovedet bruge den anerkendelse til noget?

Så er anerkendelsen jo givet til den rolle, du spiller; altså til, hvad du gør og ikke til, hvem du er…..Coach København

Mit råd til begynderen, der ønsker at bryde ud af Pleaser-Rollen, er: start i det små. Altså begynd at sige din mening i sammenhænge, hvor der ikke står for meget på spil, så du kan overskue det. Nogle gange skal begyndere simpelthen starte med helt basalt at vænne sig til at høre sin egen stemme i sociale sammenhænge. Lad din personlige bjergbestigning starte med et lille skridt ad gangen. Selv et lille skridt i den rigtige retning er en sejr, der bringer dig tættere på målet.

Ring eller skriv til mig og lad os aftale en tid til en gratis og helt uforpligtende inspirationssamtale om, hvordan du kan bryde ud af Pleaser-Rollen. Kontakt-info

Jeg brænder for at hjælpe dig med at opnå styrke, selvrespekt og glæde : )

KH Emilie Krogh

 

You Might Also Like

  • Karin Ellen Moberg 15. januar 2012 at 22:53

    Kære Emilie – du rammer lige plet med at beskrive “pleaseren” som en skuespiller i sit eget teater. Vellidt i en stor kreds, p.gr.a. sin lethed i omgangen med alle slags mennesker. Udglattende i svære situationer, den glade pige, der altid har en sjov bemærkning og en skæv vinkel at se livet i.
    Det farlige er blot, at ved at spille den rolle, glemmer man helt, hvem man selv er.
    Jeg har prøvet det gennem en lang årrække, men er så småt ved at finde frem til kernen i mig selv. Det er en svær og til tider næsten umulig rejse tilbage til det menneske, man egentlig er. Ved den rejse, har man brug for støtte og vejledning, og jeg kan fornemme, at netop du vil kunne hjælpe med at finde retningen.
    Tak for dine super inspirerende indlæg – Hilsen fra Karin Ellen

    • Emilie 19. januar 2012 at 18:46

      Kære Karin Ellen
      Tusinde tak for din positive kommentar. Dejligt, at du er på vej i DIN rigtige retning : )
      KH Emilie