Blog

Mine leve-livet-ord

28. marts 2012

Lå i nat og tænkte på, hvor ufatteligt mange uskrevne regler, der findes i verden. Blev helt svimmel ved tanken om, at mange mennesker kæmper dagligt med at skulle kunne leve op til så mange regler og uudsagte forventninger. Og hvem er det egentligt, der laver alle de regler? Hvor kommer de fra? Kan det virkeligt være rigtigt, at vi lever efter nogle regler, som vi ikke ved, hvem der har lavet, og som kun sjældent omtales eksplicit? Og hvorfor mangler mange af de allervigtigste? Fx. dem der handler om, at jeg skal lytte til, hvad min indre kerne fortæller mig, og at jeg skal have respekt for mig selv….

Derfor stod jeg op og begyndte at skrive det ned, som jeg tror, er det helt rigtige for mig at gøre for at have det liv, som jeg ønsker; altså lige ud over at sidde pænt ved bordet og tage tøj på inden jeg forlader mit hjem!! Jeg tænkte simpelthen: Hvordan vil jeg bruge mit liv; det eneste jeg nogensinde får? Jeg vil ikke kalde dem livs-regler, da selve ordet “regler” klinger dårligt i mine ører. “Regler” er for mig sådan nogle, som man skal have dårlig samvittighed over, hvis man ikke følger. Og hvad skal man dog bruge den dårlige samvittighed til andet end at bebrejde sig selv og dunke sig selv oven i hovedet?

Ordet “tjekliste” dur heller ikke. Hvem har ikke lavet lange tjeklister over alle de ting, der skulle ordnes, og så nydt at få overstået alle tingene punkt for punkt? Eller omvendt; måske aldrig have fået lavet et eneste “hak” på listen?!

Nej, min liste skal bestemt ikke overstås og hakkes af! Jeg vil LEVE og NYDE alt det der står på listen. Hoppe op og ned i punkterne, blande og mixe dem og være i dem igen og igen.

Derfor indeholder min liste heller ingen numerisk orden. Først havde jeg skrevet dem i punkt 1., 2., 3. etc. Men det er jo slet ikke MIG med alle de tal; så kan man jo fejlagtigt tro, at nogle punkter er vigtigere end andre. Og kun min livsudfordring kan vise, hvad der er vigtigst, hvornår.

Derfor døbte jeg listen “Min leve-livet-liste”. Punkterne står hulter til bulter i deres egen orden eller mangel på samme, hvilket meget godt afspejler hele det væld af følelser og stemninger, som mit liv består af.

Ved nærmere eftertanke dur ordet “liste” heller ikke for mig….associerer det for meget til en “indkøbsliste”, hvor varerne står opdelt efter en orden, så hver varekategori står samlet; “frugt og grønt”, “mælk og og ost”, “kolonial” etc.

Så her er mine “leve-livet-ord”. Læs dem eller lad vær´. Lån, kopier eller lad dig inspirere af dem til at lave dine egne. Eller tænk “skøre kælling, hvad skal det dog til for”. Du bestemmer selv!

  • Anerkend dig selv for den, du er
  • Lær af dine fejltrin og tilgiv så dig selv
  • Accepter, at du ikke altid kan komme med rationelle forklaringer på, hvorfor du vælger, som du gør
  • Ret dit fokus på det, der lykkes for dig
  • Vær tro mod dig selv; følg ikke strømmen
  • Omfavn dem, du elsker
  • Vis omsorg for dem, der har det svært
  • Grin, så tårerne triller
  • Elsk, så tårerne triller
  • Sig til dig selv, at du KAN og gør så det, du drømmer om
  • Tilgiv dine nærmeste for deres fejl og mangler
  • Husk, at frustration og irritation er indikatorer og alarmklokker, der fortæller dig, at der er en ubalance et sted i dit liv. Find udfordringen og tag action på det!
  • Nyd de små strejf af lykke!

 

You Might Also Like

  • Berit Lea 15. juni 2012 at 10:48

    Dejlige Leve Livet ord.
    Jeg kan bidrage : Nyd dine valg, kun med dem udvikler du dig, ikke i overvejende.
    Nyd din søvn og det du vælger at spise og drikke.
    Elsk dine medmennesker, de er som du selv, et menneske -på rejse i livet.
    Værdsæt naturen og de gaver dem har til afstresning og taknemmeligheds-følelser