Jeg vælger livet

-her deler jeg min historie helt uden filter.

Se først indledningen HER

Jeg har været der selv. Dér, hvor jeg lod mig styre af den manual, som min Mur rundt om mine Kerne indebar. Den Mur som gennem hele mit liv uden min modstand havde fået næring til at vokse sig så stor, tyk og robust, at jeg ikke mere kunne kende mig selv i refleksionen i den pletfrie ovns vindue.

Jeg gik i 3. klasse. Jeg husker dét, som var det i går. Jeg sad ved 2. bord i højre række af borde, på den venstre plads; da min klasselærer spurgte, hvad vi ville være, når vi ”blev store”. Vi blev alle sammen hørt efter tur, og da turen nåede til mig, sagde jeg uden at tøve: ”Jeg vil være noget, hvor jeg virkelig gør en forskel for andre mennesker!” Mine klassekammerater grinte højlydt og gentog dét, jeg havde sagt. Men det rørte mig ikke. ”Bare vent og se”, tænkte jeg i mit stille sind.

Dét var første gang, at jeg kan huske, at jeg mærkede min Kerne. Jeg kunne mærke den som en dyb meningsfuldhed i brystet. Allerede dér vidste jeg, at det var essensen af mig.

Allerede dér var Muren rundt om min Kerne dog godt i gang med at vokse sig bred og høj.

 

Spejlingens magt

Som alle andre børn higede også jeg ganske ubevidst efter mine forældres anerkendelse. Jeg søgte således min stokkonservative og traditionsbundne fars anerkendelse og kærlighed. En anerkendelse og en kærlighed -som jeg med min nuværende indsigt kan se- for mig forekom udeblivende, fordi min far aldrig helt anerkendte sig selv, fordi hans egen Mur af fordomme og overbevisninger var for massiv. Barnets øjne ser dog ikke denne nuance, og jeg følte mig derfor ikke elsket. Nu ved jeg med min hjerne, at jeg var elsket, men i min krop og mine følelser har denne besked fra hjernen svært ved at stadfæste sig.   

I min mors spejlbillede følte jeg mig aldrig god nok. Men kærligheden og omsorgen fra hende kendte ingen grænser i forhold til mig. Grænsen satte hun dog meget kraftigt netop dér, hvor hun skulle vise sig selv omsorg. Hun satte sig selv i sidste række på nærmest selvudslettende vis. Hendes bekymrede tilgang til verden, til sig selv og til sit ægteskab satte dybe og begrænsende spor i min personlighed. På den måde lærte jeg at tilsidesætte mine egne inderste behov –altså at ignorere min Kerne- og følge dét som normerne fra mit barndomshjem stemplede som værende ”rigtigt” eller ”forkert”.

Min Murs livsmanual som jo netop opbygges af normer, regler, overbevisninger, traditioner og tillærte værdier og succeskriterier bestod således groft sagt af:

”Jeg er ikke god nok”. Både grundet min fars manglende synlige anerkendelse og spejlingen i min mors selvudslettende væsen.

”Jeg skal tilsidesætte mine egne behov for at bevare hus-freden”. Dette tillærte jeg igennem min mors pleasende adfærd over for min far og min fars utøjlede vrede, hvis nogen sagde ham imod.

”Tradition og konservative værdier fremfor alt”. I mit barndomshjem kunne man ikke være andet end konservativ. Og det blev en vigtig del af mig at vise min far, at jeg delte hans synspunkter. Det var en let og håndgribelig måde at opnå en form for samhørighed med ham. Jeg bildte således både mig selv og ham ind, at jeg havde disse holdninger og ønskede de konservative dyder og traditioner blev holdt i hævd. Jeg meldte mig endda ind i det konservative ungdomsparti for at understrege det (over for mig selv!)

”Verden er ond og farlig”. Jeg oplevede min fars paranoide forhold til forandring og andres meninger, der ikke passede ind i hans verdensbillede. Og jeg så min mor indrette sig efter dét med nerverne siddende uden på tøjet.

”Succes er magt, målelige resultater og prestige”. Min fars forgudelse af Mærsk, min mors forgudelse af kongehuset og min gymnasietid på Øregård var som benzin på et bål i styrkelsen af denne overbevisning.

”Jeg er dum”. Matematik og naturvidenskabelige fag voldte mig rigtig store kvaler, og da netop dé fag gav adgang til ”de rigtige” universitetsstudier måtte jeg jo pr. definition være dum. Eller sagt på en anden måde: Jeg fattede ikke en brik, når der blev undervist i grafer, ligninger, sinus, tangens, pi og alle deres fætre og kusiner.

”Omsorg til andre er vist det eneste, jeg dur til”. At ofre sig for alle andre, havde jeg jo lært gennem min mor, var vejen frem. Derfor skulle jeg selvfølgelig være sygeplejerske. Med en far som læge og en mor som lægesekretær passede dette jo også fint ind i sammenhængen. Og omsorgen til andre følte jeg rent faktisk også gav mening.

”Livet er nok bare sådan. Det er ikke min skyld”

 

Skuespillets selvudslettende kulminering

Med denne bagage tog jeg hul på mit voksenliv. Styret af Murens livsmanual traf jeg rigtig mange beslutninger som alt i alt resulterede i, at jeg blev skuespiller i mit eget liv. Jeg var fysisk til stede, men min Kerne –altså essensen af, hvem jeg er- lå som en lillebitte indskrumpet rosin så dybt inde bag Muren, at jeg slet ikke kunne fornemme den mere.

Skuespillet førte mig til total selvudslettelse og kulminerede i så voldsom en depression, at jeg midt i 20´erne fandt mig selv liggende mellem mine forældre i deres seng om natten, når de sorte skygger af angsten væltede ind over mig og brændte mig op indvendig.

Det var min Kerne, der var ved at dø helt, som sendte mig en besked. En besked som sagde, at jeg nu kunne vælge at leve eller at dø. Liv eller død.

3-4 år af mit liv blev således revet ud af mit liv, fordi jeg i min massive eksistentielle krise vaklede mellem at følge Muren som livsmanual eller følge min Kerne som livsguide. I den periode blev jeg gift. Men jeg havde jeg ikke mit hjerte med. Men turde ikke sige nej, da jeg stod ved altret. Det ”kan man jo ikke”. Og det ville også være rigtig synd for min kæreste, som jo troede på vores kærlighed. En kærlighed som for mig var en illusion, der ligeså svagt som et glansbillede kunne rives midt over. Men ”helt rigtigt” så det ud udefra. Og jeg troede at livet bare var sådan!

Jeg var ved at brække mig over alle andre menneskers falskhed, overfladiskhed og snobberier i vores fornemme vennekreds som boede og holdt til på landets gamle godser og slotte. Nu var jeg blandt landets elite. De kendte, de kongelige og de helt tunge drenge med slægt, økonomi og facader af skinnende guld. Nu havde jeg nået toppen…

Alligevel følte jeg mig udenfor og var sikker på, at ”de andre” syntes, at jeg var mindre værd end dem.

Først nu ved jeg, at det var min egen falskhed over for mig selv, som jeg var ved at brække mig over. Min egen selvfornægtelse projicerede jeg over i alle andre. I virkeligheden var det mig, der var falsk, overfladisk og snobbet. Fordi jeg havde bildt mig selv ind, at jeg havde mig selv med i ”gamet”. Dét, at jeg frygtede deres negative tanker om mig afspejlede ligeledes mine egne fordømmende tanker om mig selv. Mine egne sande indre værdier, hvor omsorg for “de svage” i samfundet, plads til alle og næstekærlighed uden fordømmelse er meget vigtige, var fuldstændig oversete af mig i denne periode.

 

Mit livs vendepunkt

Meningsløshed, frustration og ligegyldighed var grundingredienserne i mit liv lige indtil, at jeg blev mor første gang.  

Det blev mit vendepunkt. Med moderskabet fik jeg en bevidsthed om, at min eksistens og måde, jeg behandler mig selv på skulle kunne bære, at et lille barn skulle vokse op og gennem spejlingen i mig blive livsduelig, livsglad og autentisk. Jeg ville have, at mit barn skulle have mulighed for at se guldet i sig selv i stedet for at lade sig styre af tillærte illusioner om, hvad der er rigtigt og forkert. Til at starte med lå drivkraften for min egen personlige udvikling altså i min kærlighed til mit barn. Således blev den omsorgsfuldhed som jeg havde tillært fra spejlingen i min mor –og som også senere viste sig at være en af mine vigtigste sande indre værdier- den vigtigste drivkraft i den proces, der nu blev sat i gang.

Jeg så i min søns øjne, at jeg var vigtig; at lige netop min eksistens var noget værd. Derfor begyndte jeg at respektere mig selv. Med min selvrespekt begyndte jeg at anerkende og leve med min Kerne som livsguide. Og jeg kan mærke, at det er det helt rigtige for mig.

Idet jeg nu handler og tænker med respekt for min Kerne –essensen af mig- former jeg et liv, hvor jeg tager ansvar, føler meningsfuldhed og passer på mig selv.

Processen har været lang og den er stadig i gang. Jeg oplever, at jeg i takt med, at jeg anerkender mig selv også anerkender andre og bliver mere og mere tolerant overfor andres måde at opføre sig på. Jeg ved nu, at hvis andre mennesker f.eks. viser vrede overfor mig eller beskylder mig for fuldstændig urealistiske ting; så handler det i virkeligheden ikke om mig. Det handler om dem selv. Fordi, jeg har også været vred og beskyldt mine omgivelser for min ulykke. Og nu ved jeg, at vreden og beskyldningerne var rettet imod mig selv, fordi jeg ikke anerkendte mig selv og tog ansvar. De, der ikke føler sig gode nok, er vrede og/eller brokker sig uden at tage action på deres livs tilstand er dog ikke svage, de har bare endnu ikke fået øje på deres egen Kerne og begyndt at anerkende den endnu. De lever stadig efter Murens livsmanual, hvor negative overbevisninger om dem selv står i fuldt flor, og hvor normer og regler bestemmer succeskriterierne. De mennesker kan ikke gøre for, at de ikke har fået åbnet op ind til deres inderste.

Det er netop de mennesker, som jeg ønsker at inspirere, hjælpe og rådgive med mit Kernestyrke Koncept.

Jeg er selv det levende bevis på, at det virker!

Min livsguide fortæller mig nemlig nu:

”Jeg er god nok”

”Jeg accepterer og anerkender mine behov”

”Jeg følger mine sande indre værdier fremfor traditioner”

”Verden er smuk og fyldt med kærlighed”

”Succes kan hverken måles eller vejes. Den personlig succes kan kun mærkes i min inderste Kerne, når jeg vælger at anerkende mig selv og mine behov ud fra dit unikke værdisæt. Det er netop i selvanerkendelsen, at meningsfuldheden, selvværdet og succesen blomstrer, og jeg oplever indre fred”

”Jeg er klog på det umålelige!”

”Jeg dur både til omsorg for andre og for mig selv. Og en masse andet!”

”Jeg kan forme mit liv og mit syn på mig selv. Jeg tager ansvar”

 

Tilgivelse og livsformål

Jeg har tilgivet mine forældre. Jeg elsker dem for dem, de er.

Jeg har tilgivet mig selv.

Jeg ved, at alle handler ud fra dér, hvor de er i deres liv og med den viden og indsigt, som de har.

De tre vigtigste pointer som mit Kernestyrke Koncept indeholder er:

1. Lader du dine valg styre af eller måles du udelukkende i forhold til de succeskriterier, som du har tillært, underminerer du nemt, det din Kerne står for; og derved vil dine beslutninger tages på baggrund af noget, der ikke afspejler dig. Derfor vil du ikke føle trivsel, men ligegyldighed effekten af valget.
2. Alle dine følelser overfor andre er et spejl af dine følelser overfor dig selv. Omvendt er andres følelsesmæssige reaktioner, der umiddelbart er rettet mod dig i virkeligheden rettet mod dem selv.
3. Tror du, at andre tænker negative tanker om dig; er det i virkeligheden dine egne negative tanker og følelser om dig selv, som du projicerer over i dem.

Således udspringer jalousi, snobberi, vredesudbrud, paranoia, vold, frustration, selvudslettelse, pegen fingre af andre, behov for at vise sig frem og være bedre end ”de andre” etc. af tillærte overbevisninger, der giver anledning til dårligt selvværd og dermed en overset Kerne.

Kærlighed, omsorg, meningsfuldhed, tilgivelse, overbærenhed, respekt, glæde, frihed etc. er der derimod plads til, når du anerkender dig selv lige præcis, som du er.

Det første skridt på vejen mod indre fred er altså, at du beslutter dig for at lære at finde ind til din Kerne og anerkende den som livsguide, hvilket netop er blevet mit livsformål både professionelt og privat overfor mine børn og min familie. På den måde finder jeg meningen frem i noget der ellers er for tungt at bære. De mange år som jeg brugte i et selvfornægtende skuespil og min proces ud af dét og ind i livet giver mig muligheden for at give mine erfaringer videre og dermed skabe mening i andres liv.

Ved hjælp af mine livserfaringer, coachingværktøjer og mit kendskab til menneskets psyke gennem adskillige sessioner og samtaler, har jeg udviklet mit Kernestyrke Koncept, der rækker meget bredere end blot min personlige historie.

Historien har jeg valgt at dele med dig, fordi den forhåbentligt kan give anledning til, at du begynder at tro på, at du også kan vælge en anden vej end den, din Mur fortæller dig.

Lige meget, hvor sort det ser ud, så kan du vælge livet ligesom mig!

Vent ikke til, du bliver syg af det: Gør det nu.