Blog

Nu er det tid

16. marts 2013

Jeg tror, at det er ved at være tid. Tid til, at jeg må give mig selv lov til at give slip. Og sætte mig selv helt fri. Jeg ved, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at hjælpe, være omsorgsfuld og møde min far i kærlighed.

 I størstedelen af mit liv har han fået lov til at vælte mig. Så blev jeg stærk og lærte at håndtere hans lunefuldhed, manglende forståelse og respektløshed over for mig. Så valgte jeg at møde ham i kærlighed. Blev stadig mødt uden forståelse. Den manglende forståelse kan jeg leve med. Men den manglende respekt og direkte ”talen-ned-til”  kan jeg mærke, at jeg ikke mere vil stå model til.

Han skal ikke have lov til at knuse flere små splinter af min egen selvrespekt.

Det er vist kommet til det punkt, hvor vægtskålen tipper over, og jeg må passe på mig selv. Det føles som om, at den kærlighed, jeg har mødt ham i, simpelthen ikke er blevet modtaget. “Jeg har ikke brug for dine knus”, sagde han.

Det nytter jo ikke noget, at jeg slækker på min selvrespekt for at kunne opretholde at møde et andet menneske i kærlighed. Han vil eller kan åbenbart ikke tage imod den og prøver til stadighed at lave mig om, så jeg passer ind i den rolle, som han havde tiltænkt, at jeg skulle have.

Selvom jeg ved, at han i virkeligheden taler til sit eget spejlbillede, når han taler grimt og nedladende til  mig, så kan jeg mærke, at det nu er gået over grænsen. Jeg er jo bare et menneske, og jeg vælger at passe på mig selv nu, så han ikke igen vælter mig.

Jeg er den, jeg er, og nu vil jeg ikke mere lade ham behandle mig så grimt.

Nu vil jeg sætte mig selv fri!

You Might Also Like