Blog

Jeg lærte, at jeg var dum

30. marts 2014

Matematik i gymnasiet var virkelig noget af en dræber for mig. Sinus, tangens, pi og alle deres fætre og kusiner er jeg aldrig blevet gode venner med. Det var simpelthen ren voilapyk for mig.

På trods af intensiv specialundervisning hos en gammel nisse, der tilbød lektiehjælp indenfor matematik og fysik, forekom det mig fuldstændigt og aldeles umuligt. Ja, den stakkels mand fik virkeligt sin sag for med mig…og jeg har vist nær givet ham hjertestop af frustration over mine manglende evner ; ) For jeg fattede ikke en brik! Det eneste, jeg lærte, var, at jeg åbenbart var dum.

Det følte jeg virkeligt, at jeg var.

Jeg oplevede, hvordan mange af mine klassekammerater syntes, det var legende let, hvilket gjorde, at jeg følte mig endnu dummere. Jeg var godt nok en af de bedste indenfor dansk og religion, og hvis nogen fremhævede dét overfor mig, slog jeg det hen, fordi jeg jo syntes, at netop de fag jo var så indlysende nemme og sjove, så jeg ikke kunne opfatte de fag som noget særligt at være god til.

Min evne til at opfange stemninger, min voksende digtsamling og min spirende interesse for selvudvikling inspireret af Kierkegaard holdt jeg helt for mig selv. For det første vidste jeg ikke, at evnerne var noget særligt; og for det andet oplevede jeg dem som værende ligegyldige for omverdenen. Ja, måske endda lidt pinlige.

I det miljø jeg voksede op blev alting målt og vejet for at fastslå, om der var tale om en succes eller ej. Store biler, palælignende huse og mine venners forældre med de helt rigtige titler på visitkortet, var hverdagskost, og blev dét jeg målte mig op imod. De fleste af mine kammerater skulle –det forventedes jo af dem- læse fag som jura, handel, medicin, ingeniør efter endt studentereksamen.

Mine evner og min voksende interesse for selvudvikling passede ikke ind. Jeg opfattede mig selv som forkert. Mit selvværd krakelerede. Jeg forsøgte at passe ind i en af ”kasserne”, men kunne ikke leve op til kravene, når der skulle måles og vejes.

Først som voksen har jeg fundet ud af, at det, jeg indeholder slet ikke ”bare er noget alle kan”. Jeg besidder rent faktisk ret unikke evner indenfor indlevelse og empati. Jeg oplever virkelig, at mennesker kommer til mig –også ingeniører og phd.-studerende!- og det jeg giver dem med hjem er med til at forøge deres livskvalitet.

Hvor er jeg dog bare taknemmelig for, at jeg blev opmærksom på mit potentiale. Det har vist mig vejen til mit livsformål, og dermed givet mig selvværd og selvtillid til at turde bruge mine evner og hjælpe andre.

Gad vide, hvor mange mennesker, der hele livet går rundt og tror, at de er dumme, fordi de aldrig får mulighed (giver sig selv muligheden) for at få indsigt i alle deres fantastiske og unikke egenskaber.

Mit budskab er: Lad os gøre alt, hvad der er muligt for at hjælpe vores børn og medmennesker til at opdage deres skjulte talenter. Det vil gavne både individet og samfundet som helhed, da mange flere vil få et meningsfuldt liv.

You Might Also Like