Blog

Jeg blev ikke tilbudt døden

5. juli 2015

Ville jeg mon så have siddet her under det store træ i min have? Ville jeg mon så have oplevet at blive mor?

Har netop læst en artikel (link til artiklen nederst i indlægget) om aktiv dødshjælp. Artiklen fortæller, at en 24 årig kvinde med depression netop har fået tilladelse til med lægernes hjælp at forlade dette liv. Kvinden bor i Belgien, hvor aktiv dødshjælp er lovligt for uhelbredelige, lidende mennesker. Jeg vil her ikke komme ind på min holdning til dette sådan generelt. Jeg vil blot dele de tanker og refleksioner, der flyver igennem mig, og som sidder i mig nu efter at have læst artiklen.

Jeg havde selv en svær depression med kraftige angstpsykoser, da jeg var i starten af 20-erne. Hvis det havde været muligt for mig at kunne sætte en ende på det hele den gang; havde jeg mon så valgt det? Og ville det have været ”det rigtige”? I situationen syntes alt håb ude. Og jeg mener fuldstændigt ude. Jeg led i en grad, som jeg aldrig nogensinde i min vildeste fantasi ville kunne forestille mig, at man som menneske kan, hvis det ikke var fordi, at jeg selv havde prøvet det. En lidelse, der føles som en lang kvælning. Jeg var levende død, havde ild i kroppen og min hjerne blev ædt op af sorte skygger.

Selvfølgelig overvejede jeg selvmord. Men så det ikke som en reel “mulighed”. Men ville jeg have sagt ”ja tak” til at slippe væk fra min lidelse, hvis det havde været præsenteret for mig som en lovlig og ”normal” mulighed?

Tvivlen på, om man mon nogensinde kan få det godt igen, er jo netop et af symptomerne på depressionen, og den tvivl er selvsagt endnu mere tungtvejende hos en med svær depression. Så er det overhovedet rimeligt, at man som syg bliver stillet til ansvar for at træffe så endeligt et valgt?

Jeg er i dag meget taknemmelig for, at jeg ikke fik muligheden for at vælge det. Det havde jo gjort, at jeg aldrig ville have været nået frem til at mærke, hvem jeg er. Mærke meningen med livet. Mærke den altoverskyggende kærlighed til mine børn. Mærke vinden i mit hår. Dufte duften af roserne. Føle en lille hånd tage fat i min og høre en lille stemme sige ”Jeg elsker dig, mor. Du er den sødeste i verden”. Mærke glæden, forelskelsen, friheden.

”Det onde” havde på en eller anden måde fået lov til at sejre. Sejre over mig. Sejre over alt den kærlighed, som jeg nu bidrager med til verden. Oplevelsen af at stå ansigt til ansigt med den store lidelse har været med til, at jeg nu ser verden, som jeg gør.

Ville jeg gerne have været oplevelsen foruden? JA! Ingen tvivl.

Ville jeg gerne undvære den udvikling, der kom i kølvandet på oplevelsen, fordi jeg valgte at ville? NEJ! Ingen tvivl.

Havde jeg kunnet opnå den indsigt og det klarsyn, som jeg har nu, hvis jeg ikke havde gået igennem mørket? MÅSKE. Det finder jeg aldrig ud af. Og det er i virkeligheden også ligegyldigt nu.

Livet gik som det åbenbart skulle for mig. Det har jeg fuld tillid til. Taknemmeligheden for ”bare at være” kendte jeg ikke før. På samme måde er min taknemmelighed for at leve i en tid, hvor der findes anti-depressiv medicin større, end jeg kan beskrive med ord. Mange mennesker og måske netop især i min ”branche” vil helt sikkert se skævt til mig pga. det. Men så er jeg ret sikker på, at de aldrig har stået ansigt til ansigt med den grad af lidelse, som jeg har. Og hvor er det dog bare super skønt for dem. Og hvis de har haft samme oplevelse og har kunnet komme ud af det uden medicin, så er det jo også bare skønt.

Det, jeg mener, er, at jeg har et meget dybtfølt ønske om, at mennesker –både i den offentlige debat og beslutningstagerne-, der ikke HELT ved, hvad de har med at gøre her, vil vælge at være ydmyge og lyttende og i øvrigt vise respekt og tilbageholdenhed med alle deres fordomme og meninger om anti-depressiv medicin samt i diskussionen om aktiv dødshjælp til depressionsramte.  

Mine kærlige tanker går til den unge, lidende kvinde i Belgien. Jeg føler med dig.

Læs evt. artiklen: 24-årige depressive Laura får lov at dø

You Might Also Like