Blog

Tilpas dig og dø…….

16. maj 2016

EmilieI virkeligheden er min personlige historie ganske uinteressant. Det interessante er at se, hvor langt man som menneske kan lade sig drive ud i selvdestruktiv og selvrespektløs adfærd dels i sin higen efter at passe ind og dermed blive accepteret og dels, fordi man ikke kan sige fra, hvis man aldrig har lært at stole på sig selv og vide, at det man selv synes, føler og mærker er noget man skal lade sig guide af.
Uanset, hvor meget vi jagter den ydre accept, vil den dog aldrig kunne udfylde tomrummet indeni, hvis du ikke accepterer, respekterer og, ja, elsker dig selv.
Idet du gør det, forsvinder trangen til, at andre skal acceptere dig; fascineres af dig, se op til dig, synes at du er det ene eller det andet. Du mister også trangen til magt, prestige og undertrykkelse af andre.
Når du elsker dig selv mærkes meningen med livet. Og den indre ro vil fylde dig.

Onsdag den 18. maj kl. 21 kan du møde mig på DR3 i programmet ”Mit perfekte liv – til skræk og advarsel”. Når 5 dages optagelser skæres ned til 15 minutter, må der selvsagt gå en hel del tabt i redigeringsprocessen….. Og ja, det er ingen hemmelighed, at jeg ville have klippet ret anderledes, hvis det var mig, der skulle have sammensat programmet. Derfor vælger jeg her at fortælle min historie i korte træk, som jeg fortalte den til DR3.

IMG_2398

Jeg er vokset op i en familie, hvor man ikke selv måtte have en mening om noget, og hvor vi børn oplevede, hvordan vores far på tyrannisk vis jordede vores mor, hvis hun fejlagtigt kom til at sige et pip, der ikke faldt i hans smag. Så her lærte jeg at leve efter opskriften: “Tilpas dig eller dø!”
Det er her min historie begynder. Lang tid senere skulle det vise sig, at virkeligheden er den stik modsatte, altså: ” Tilpas dig og dø!”

Overlevelsesstrategi: Tilpas dig eller dø!

Det første store skift i mit liv husker jeg som værende afslutningen på et folkeskoleliv på Rygaards Skole med værdier som rummelighed, næstekærlighed og tilgivelse; og en meget brat overgang til gymnasielivet på Øregård, hvor værdierne mere var gennemsyret af konkurrence, prestige og magtbegær. Lavere sociale klasser var nogle tabere, ”socialdemokrat” blev brugt som skældsord og alt “ikke-måleligt” blev nedgjort som latterligt.
På Rygaard havde jeg det godt. Nu ved jeg, at det skyldtes at mine sande indre værdier stemmer overens med værdisættet der.
Da jeg begyndte på Øregård måtte jeg tage mine overlevelsesstrategier i brug, som jeg havde lært hjemmefra. Tilpasning! Jeg fortalte mig selv, at de bløde værdier fra “tidligere” tilhørte et barnligt univers. Øregård afspejlede det rigtige voksne liv. Sådan var livet altså bare i virkeligheden. Der startede et kaos indeni mig som blev grobunden for rigtig mange år, hvor jeg arbejdede mig længere og længere væk fra mig selv, før jeg faldt ud over kanten og ned i en dyb afgrund af smerte og selvhad.

Den hule glæde

IMG_2428

Selvom det udefra så ud som om, at jeg levede det glade og festlige gymnasieliv, voksede min indre frygt. En frygt for ikke at slå til i denne verden. En frygt for at “falde udenfor”, fordi jeg jo aldrig følte, at jeg hørte til. Men det måtte være mig, der var noget galt med. Alle omkring mig virkede jo så glade. Måske føltes glæde bare sådan lidt hult for mig. Ja, det måtte være mig, der var forkert.
Min nervøsitet for ikke at kunne beholde min rolle som “fest-aben” gjorde, at jeg drak mere og mere alkohol for at holde den kørende. Jeg vågnede derfor fremmede steder i fremmede senge med fremmede drenge og senere mænd, der ikke ville vide af mig. Mit selvhad og min skam fyldte efterhånden hele mit sind, og jeg kunne kun slippe væk fra de følelser kortvarigt via nye eskapader.
Jeg gemte mig bag facaden med et smil, de rigtige mærkevarer, den rigtige politiske holdning og mon ikke også en vis arrogance….
Sådan fortsatte mit liv efter gymnasiet. Blot i endnu værre målestok.

Den skinnende facade

IMG_2399Nogle år efter møder jeg en mand, der er helt anderledes end alle andre, som jeg har haft noget at gøre med. Tilsyneladende har han respekt for mig, hvilket er helt nyt at opleve. Vi bliver kærester, og han behandler mig godt. Vi flytter hurtigt sammen. Jeg føler, at jeg skal være meget taknemmelig for, at der er en, der gerne “vil mig”. Han er tilmed venner med alle de “helt rigtige” mennesker, hvilket gør, at jeg pludselig bliver del af netop den kreds af mennesker, der danner toppen af samfundet i min optik på det tidspunkt. Livet handler om at se rigtig ud, være sammen med de rigtige og ikke mindst at blive set sammen med de rigtige. Vi går i byen på jetzet-natklubberne og fester med de kendte og kongelige på slottene rundt om i landet. De interesserer sig for jagt, golf, ferier på den franske riviera, ski i Schweiz, time-share i Skagen i den rigtige uge og dyrt design, og pludselig er jeg ved at tage jagttegn; for det “gør man jo”. Jeg tager bare mit smil på læben og min Louis Viutton taske i hånden, hopper ind ved siden af min kæreste i hans Audi, og så kører vi ind på Victor og spiser brunch og shopper alle de rigtige steder. Vi hører hans musik og fylder hjemmet med det porcelæn, han foretrækker. Ikke fordi han vil bestemme, men simpelthen, fordi jeg tænker, at han bedst må vide, hvilken musik der er god, og hvilket porcelæn, der er pænest. Jeg mærker ikke rigtig noget mere. Smiler bare og følger med. Og sørger for, at vores hjem altid fremstår som havde der lige været en hvid tornado forbi.

Faldet

IMG_2386Så rammer jeg muren og falder, falder, falder. Dybt ned i depressionen. Jeg flytter hjem til mine forældre, for at undgå indlæggelse. Mens jeg kæmper mit livs sværeste kamp, spiller kæresten smart på natklubberne. Han skal da have det sjovt med drengene. Det er da klart. Mens jeg ligger og ser døden i øjnene.
Jeg kæmper mig tilbage med anti-depressiv medicin. Psykiateren er en af min fars bekendte, så samtalerne her fører ingen vegne, da jeg jo ikke vil ”hænge min far ud”. Det er jo også nok bare mig, der er forkert og svag! På den måde reddede medicinen mig; men der blev slet ikke taget fat i grundene til min sygdom. Jeg overlever derfor rent fysisk og får holdt angsten og depressionen ”i skak”, men jeg lever videre i ”min bobbel”, hvor jeg stadig ikke er tro imod mig selv.

En aften frier min kæreste til mig. “Vil du gifte dig med mig?” Spørger han? Jeg elsker ham ikke. Vi er som to marionetdukker, der føres af blinde hænder ved siden af hinanden i et passionsløst forhold. “Der er intet jeg hellere vil”, hører jeg mig selv svare. Og med den sætning fører jeg både ham og mig bag lyset i en grad, hvis konsekvens jeg slet ikke forstod.

Kirken er fuld af velpolerede gæster. Vores venner, familie og forældres venner. Alle er i stiveste puds. Det hele har været forberedt i månedsvis. Alt er helt perfekt. Min far fører mig opad det lange kirkegulv. Indeni mig skriger jeg. Men jeg vil ikke lytte. Man kan ikke springe fra nu. Det er en umulighed. Tænk på alle de penge, der allerede er brugt på kjole og overdådig fest.
Nogle minutter efter siger jeg “ja” og smiler til fotografen!

Transformation

Jeg sidder på gulvet med min lille dreng. Han er 1 1/2 år. Aldrig har kærlighed føltes så stærkt. Vi kigger hinanden i øjnene. Hans øjne stråler. Aldrig har noget lyst op som de øjne. Og der sker min forvandling. Vil jeg lade mit barn vokse op og spejle sig i sådan en mor. Vil jeg lære ham at “tilpasse sig eller dø”?!? Og her står det helt klar for mig. At det vil jeg ikke. Jeg vil lære ham at være sig selv. At respektere sig selv. Det er som om, at jeg endelig kan høre min egen sjæls stemme fuldstændig klart.
Aldrig har jeg været mere afklaret med noget før. Det føles som om en kæmpe byrde bliver fjernet fra mine skuldre. Som om jeg kan flyve. Flyve afsted ud i friheden med min lille elskede dreng. Jeg mærker, hvem jeg er, og hvem jeg jo inderst inde altid har været.
Den aften fortæller jeg min mand, at jeg vil skilles. Hans reaktion bekræfter, at mit valg er det helt rigtige. Næste dag er seperationspapirerne printet ud og ligger pænt på bordet parat til udfyldning. Og et “du får selvfølgelig den fulde forældremyndighed over Frederik. Han er jo din.”

IMG_2428

Frihed til bare “at være mig”
I de følgende år bliver jeg mere og mere tro imod mig selv. Alle mine valg og prioriteringer træffes indeni mig og ikke som før, hvor jeg lod strømmen tage mig og så bare tilpassede mig.
Jeg møder min sjæleven, og vi bliver gift og beder alle gæsterne om at donere penge til velgørenhed i stedet for at give os gaver. Vi mangler jo intet.
Vi lever med “dine-mine-vores børn”; kunne godt bruge lidt mere plads, men prioriterer, at jeg skal arbejde med mit drømmejob som coach selvom indtægten er lille og være delvist hjemmegående, fordi det er til størst glæde for os alle. Vores fælles barn kommer ikke i vuggestue, jeg kan mærke i mit hjerte, at jeg ikke vil kunne være tro imod mig selv, hvis jeg skal aflevere ham så lille.
Jeg bliver vegetar, fordi jeg elsker dyr -føler mig forbundet med alt levende- og aldrig kunne finde på at skyde et.
Vores hjem er indrettet, så det bare er hyggeligt og med gode energier og møbler fra loppemarkeder med sjæl. Det kan jeg bedst lide. God energi og sjæl. Og så selvfølgelig IKEA! Hjemmet bærer præg af, at her er liv. Mange børn, hund og undulater sætter sine spor på gulvene, og hvor er det bare fuldstændig ligegyldigt.
Glæden ved at dele, og glæden ved at kunne hjælpe andre optager min tid. Jeg bliver frivillig besøgsven via Røde Kors og får et unikt venskab med en livsklog gammel dame.
Og så bare “at være” uden at skulle præstere. Bare at kunne være sig selv og vide, at det er det helt rigtige. Jeg er så at sige “vendt tilbage til mig selv” og dermed de værdier, som min folkeskole havde: rummelighed, næstekærlighed og tilgivelse både over for mig selv, andre og livet.

FOTO: DR3

You Might Also Like