Blog

Vi fravælger selv glæden

30. januar 2019

Mange af mine kunder føler ofte en tomhed, selvom de har kalenderen fuld af aktiviteter og både har familie og venner. De ønsker at udfylde tomheden med glæde, men kan ikke helt finde ud af, hvordan det gøres. Jeg tror, at tomheds-følelsen ofte skyldes, at vi som mennesker alt for ofte bevæger os alt for langt væk fra, hvem vi i virkeligheden er. Vi har gennem opvækst og samfundets ”krav” tilpasset alle vores gøremål noget udefrakommende og ”har glemt os selv”. Det er vist det, man kan kalde ”trædemøllen” eller ”hamsterhjulet”. Vi kører gennem livet med automatpiloten slået til.
For at slå automatpiloten fra, må vi vælge at stoppe op og mærke os selv. Spørg dig selv: ”Hvad er det, der i virkeligheden gør mig sådan rigtig glad dybt inde i maven at foretage mig?” Nogle er kommet så langt væk fra sig selv, at de ikke kender svaret. Her skal man tænke tilbage; hvad har tidligere i mit liv vækket en inderlig glæde i mig? Rigtig ofte er svaret tæt forbundet med kreativitet, fysisk aktivitet, kontakt med kæledyr, ture i naturen el.lign. Ting som vi i en travl hverdag ofte ikke prioritere at bruge tid på, da ”det ikke er nødvendigt”.
Vi har altså tillært os, at det, der vækker den bedste følelse i os, karakteriseres som værende unødvendige!
Tænk lige lidt over det…. Hvad er det livet drejer sig om? Hvis vi fravælger den dybe glæde til fordel for pligter og at skulle leve op til krav og forventninger (som vi tror) andre har til os, er vi så ikke kommet ud på et skråplan? Stop op og tag styringen tilbage!
Når vi vælger at gøre ting, der skaber dyb glæde i os, vil vores glæde og energi sprede sig som ringe i vandet rundt om os, fordi vi får større overskud og vil ikke lige så let blive vrede og kortluntede. Dermed er alt det gode, du gør for dig selv; noget du gør for alle omkring dig.

You Might Also Like