Jeg har lige haft min yngste søn på 2 ½ år i bad. Når jeg sidder på badeværelsegulvet ved siden af badekarret og betragter marcipangrisen med sine runde æblekinder, sin struttende tykke mave og elastikker om håndleddene, fyldes jeg af fryd. Fryd; det er godt nok et stort ord! Men et mindre kan ikke beskrive, hvad jeg føler ved synet af den hengivenhed til situationen, der møder mit blik.
Det er minsandten da ikke bare et bad med hensigten om at blive ren, få renset lakridsen væk fra mellem tæerne og resterne fra morgenmadens havregrød, der foregår her. Langt fra! Mimik, håndbevægelser, lyde og kroppens små spjæt vidner om, at det lille menneske er hundrede procent til stede lige NU. Han følger vandet rinde fra hanen, ned på spidsen af de små fingre, ned over hånden, underarmen og ned i karret. Sidder sådan længe; føler det varme vand på huden; følger vandet med blikket; hører den rislende lyd…
Der er ingen tanker om dagen i går eller dagen i morgen. Eller hvad, der skete for bare fem minutter siden, eller hvad der skal ske om fem minutter. Han er til stede. Med vilje skriver jeg ikke bare til stede. For det er nemlig alt andet end ”bare”. Barnet har en beundringsværdig evne til netop at kunne være til stede.
Alle nybegyndere indenfor mindfulness –der i blandt mig selv- ved, hvor svært det er! Et stigende antal voksne mennesker betaler store summer penge for at lære netop det, som min søn uden videre gør gang på gang i løbet af en dag. Mange voksne mennesker har set ”guldet” i at kunne mestre netop den kompetence –og mange kursusudbydere spinder noget helt andet ”guld” på dette ; ) Og tak for det!
I den stressede hverdag, som rigtig mange lever i er, det en gave at kunne være til i nu´et. At have evnen til at ”trykke på pauseknappen” og finde den indre ro.
Selvom det lille menneske i badekarret ikke sidder i skrædderstilling omgivet af røgelsespinde, er jeg ikke så meget som tre sekunder i tvivl om, at han virkelig er til stede her og nu! Hvornår mister vi denne evne? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at rigtig mange kunne have rigtig meget glæde af at tage ved lære af vores allermindste medborgere. Og ikke bare frydes over dem, men sammen med dem!
