“Julen er hjerternes fest”…ja, det er det, men julen er også i høj grad den tid af året, hvor ensomme mennesker konfronteres endnu voldsommere med, at de er alene, og hvor mennesker, der har mistet en elsket, føler sorgen endnu mere kvælende.
Mit budskab er derfor, at vi skal huske at have vores hjerter åbne overfor de, der har det svært. Skab tid og plads til de, der har brug for det. Lad ikke alt juleglimmeret og gaveraset løbe med alt opmærksomheden.
Dét, julen i virkeligheden handler om, er kærlighed. Kærlighed til livet, kærlighed til hinanden og kærlighed til sig selv. Mød derfor dig selv og dine medmennesker i kærlighed.
Det kan forekomme ret lige til at møde flinke og hyggelige mennesker i kærlighed.
At møde sorgfulde mennesker i kærlighed, falder også mange mennesker ret naturligt, da den “rolige”/indadvendte sorg kan imødekommes med at være nærværende, at lytte, at trøste. Måske skal man lige tilsidesætte sig selv lidt her; men det sørgende menneske viser tit tegn på, at han/hun sætter pris på, det man gør, hvilket gør det lettere at “være dér for dem”.
Den helt store udfordring opstår i mødet med vrede mennesker. De mennesker, der er fyldt med en aggressiv sorgfølelse.
Hver jul forstærkes min fars sorg, frustration og manglende forståelse for, at han selv er den eneste, der har ansvar for sin situation og for at ændre den. Han er handlingslammet i sine frustrationer. Han møder verden i vrede og beskylder alle andre –og især mig- for sin ulykke. Det kan være hårdt at lægge ører til beskyldningerne, fordi mit hjerte rammes. Men jeg vælger at møde ham i kærlighed.
Han ved jo ikke, hvad han gør.
Beskyldningerne, han lader hagle ned over mig, er jo i virkeligheden ren projektion; Jeg bliver hans spejling, som han nedgør, fordi han ikke kan lide sig selv. Han har altså ikke kærlighed til sig selv og andre. Det er sørgeligt.
Min dør står åben for ham, fordi jeg vælger at ville kunne rumme ham og møde ham i kærlighed.
Jeg kunne vælge at lade mig rive med og besvare hans angreb med et modangreb. Men hvad godt ville dét medfører?
Jeg er afklaret med mig selv; derfor er det, jeg gør, ikke det samme som at lade mig tilsvine og bare sidde som en lille grå mus med bøjet hoved. Nej, jeg vælger roligt at fastholde over for ham, at jeg ikke har ansvaret. At jeg forstår hans frustration, at jeg gerne vil lytte til ham. At min dør står åbent.
Jeg ved, at jeg er lige præcis, som jeg skal være.
Jeg ved, at jeg er kærlighed.
