Faktisk behøver det slet ikke at være så svært at få mere ro og større nærvær og dermed skabe mulighed for at være til stede dér, hvor du ER rent fysisk.
Jeg har i efterhånden flere år arbejdet med min personlige udvikling og er blevet bevidst omkring, hvad der skal til for, at jeg trives. Alligevel kan jeg godt lulles ind i nye (dårlige) vaner helt uden at være bevidst om, at jeg er ved at ”rode mig ud i noget”.
Som en junkie
Den nye vane, der næsten var at betragte som en form for afhængighed var, at jeg konstant var on-line. Min telefon sikrede mig via apps, at jeg konstant kunne følge med på både twitter, linkedIn og facebook, og at mine mails kunne tjekkes, hvor som helst og når som helst. Og det blev de. Hele tiden. Jeg kunne tit se, at det kun var ca. 7 min. siden, at jeg sidst havde tjekket min mail eller FB, når jeg igen var inde og kigge. Hver gang, jeg gik forbi min telefon her hjemme, måtte jeg liiiiige se, om der mon var kommet noget spændende. Og det gør der jo heldigvis ofte og så kunne jeg få svaret med det samme. Og på sidelinien til mins søns fodboldtræning, i køen i Netto, i skoven med min hund, på cafeen når min veninde var på toilettet, når mine børn sidder og tegner, som det første, når jeg vågner om morgenen og det sidste før jeg slukker lyset om aftenen, etc. Hele tiden var jeg totalt opdateret på ALT!
Undtagen det, der var lige rundt om mig!
Jeg var blevet fraværende og min indre ro var blevet så forstyrret, at jeg var blevet en kortluntet mor og et menneske, der ikke bare ”var til stede”, som jeg plejede.
At være til stede er at leve. NU. Nærværets intense sanseoplevelser og fællesskabsfølelse havde jeg ladet erstatte med konstante afbrydelser og overfladiskhed.
Som en junkie forsøgte jeg at lade være over en lang periode. Prøvede at sige til mig selv, at jeg kun måtte kigge 1 gang i timen…. Det holdt ikke…..Bare et lille kig…det sker der vel ikke noget ved…..eller?!
Valget
Derfor tog jeg for en måneds tid siden den beslutning, at det nu skulle være SLUT!
Jeg forsøgte at have min computer helt slukket om eftermiddagen og aftenen, når børnene er hjemme; og at slette mine apps til sociale medier på min telefon. Det gik ok mht telefonen, men mht. computeren gik det op for mig, hvor ofte jeg bruger den, når jeg får gode ideer og tanker, der skal skrives ned, og at jeg skal kunne se mails fra kunder og mine børns institutioner, fritidsinteresse osv. Computeren bruges også til læsning af blogs, nyheder, vejrudsigt, biografbilletbooking, rejserer og alverdens anden informationer.
Derfor fandt jeg en anden løsning.
Beslutningen lyder:
-Min computer er tændt med ikke åben om eftermiddagen og aftenen med mindre jeg lige skal finde noget specifikt eller tjekke mails.
-Jeg vælger, at jeg kun vil bruge min telefon til sms, opkald, musik og fotografering.
Mit valg er truffet, fordi det er godt for mig. Effekten vil kunne mærkes som en berigelse af mit liv, fordi jeg ved, hvor meget min livskvalitet hænger sammen med mit nærvær.
Så slettede jeg mine apps og gik ind i ”indstillinger” og slog internettet fra.
Og jo, det ville lynhurtigt kunne slås til igen; men det gør jeg ikke. For jeg har taget en beslutning, der er god for mig.
Allerede første dag kunne jeg mærke effekten:
Roen spredte sig i min krop og mit sind. Tænk, hvor lidt der nogle gange skal til.
Alle valg kræver et fravalg. Her fravælges, at jeg konstant kan være opdateret og altid svarer indenfor ganske kort tid. Men i virkeligheden er ingen af de opdateringer særligt vigtige for mig lige nu og her og mht. mails, så var det jo egentlig kun mig selv, der forventede, at jeg skulle kunne svare med det samme. Det vigtige skal nok ligge og vente på mig, til jeg ser det et halvt døgn senere. Og det samme gør mit netværks hyggelige opdateringer på facebook. Om jeg ser, at lille Karl-Åge har taget sit første skridt et halvt minut eller et døgn efter, at det er gjort, er jo ret ligegyldigt! Det der er vigtigst for mig, er jo lige foran mig på den anden side af skærmen:
Vindens sus i træerne, mine børns beretninger fra deres dag, solens spil i søen, ilden i pejsen, min bløde lille hund, min store søn på fodboldbanen, min lille søn på gyngen etc. Og jeg oplever og mærker det kun, hvis jeg aktivt vælger at ville mærke det, og derfor skaber mulighed for det.
Vælger du det vigtigste?
Hvad er vigtigst: At jeg ser på skærmen, hvad ”de andre” laver, eller at jeg ser, mærker, oplever og sanser det, der er lige omkring mig og giver mine nærmeste et ” like” (anerkendelse og nærvær) for det?! Et ”like” symboliserer vel egentligt et ”jeg ser dig, du og det du gør, er vigtigt for mig”. Giv et ”LIKE” til dine nærmeste nu og her. Og vent med at ”like” de, der står dig mere fjernt rent fysisk.
Effekten af mit valg er altså meget mere værdifuldt for mig, end at få tilfredsstillet min nysgerrighed og at kunne svare med det samme på mails og beskeder.
Håber, at dette lille indlæg vil give stof til eftertanke. Måske skulle du også prøve noget lignende? Det kan varmt anbefales.
Kærlig hilsen Emilie
