Anser du dig selv som værende et hensynsfuldt menneske? Heldigvis findes der rigtig mange hensynsfulde mennesker, der helt oprigtigt ønsker alt det bedste for både familie, venner, kolleger og alle andre. Hvor er det dog skønt. Men hvad vil det egentligt sige at vise hensyn? Som jeg ser det, er det, når vi er venlige og forsøger at skabe en god stemning, hvor alle føler sig glade og godt tilpas. Det kan også være at sige ja til, når nogen beder om hjælp eller selv at tilbyde sin hjælp. Lad os endelig fortsætte med det, så længe det ikke spænder ben for egne behov.
De ”hensyn”, som jeg vil skrive om her, er de passive hensyn. De hensyn, man tager, ved at lade være med at tale om eller spørge ind til forhold i livet hos et andet menneske, fordi man ikke ønsker at gøre den anden ked af det. Eller måske forsøger man direkte at undgå det menneske, som man ved er i en svær situation. Hvem er det, man tager hensyn til her? Umiddelbart tror jeg, at mange tænker, at de ved at lade være med at bringe situationen op eller spørge ind til det, skåner vennen, kollegaen eller den bekendte.
Men er det i virkeligheden sådan? Jeg vil i dette blogindlæg se nærmere på fire i mine øjne misforståede hensyn.
Det døde barn
En kvinde, der står mig meget nær, mistede for nogle år siden et barn. Den lille pige levede kun 1 døgn. Hendes mands og hendes sorg var selvsagt helt ulidelig. Verden brød sammen. Rigtig mange deltog ved begravelsen, hvor den lillebitte kiste blev båret af faderen og kørt hen til kirkegården -i forældrenes bil, hvor storesøsteren på 1 ½ år også var med- efterfølgende, hvor den blev sænket ned i den sorte jord.
Den lille familie var i dyb krise. Og som om de ikke havde rigeligt kæmpe med, så oplevede kvinden også, at en hel del af hendes familie og venner i tiden efter begravelsen aldrig mere spurgte ind til, hvordan hun mon havde det. Mange viste ikke en gang deres medfølelse gennem et kram el.lign. Dele af netværket oplevede hun decideret forsøgte at undgå hende. Tavsheden gjorde det hele så meget værre. Holder de ikke af mig mere? Er de ligeglade? Tror de, at jeg allerede er ”kommet videre”? Hun oplevede, at hendes lille pige og den frygtelige hændelse tilsyneladende var ikke eksisterende.
Kvinden fortalte mig, hvor meget hun ville ønske, at venner og kolleger bare ville spørge, 
hvordan hun havde det, hvordan hun klarede det, hvordan den lille pige havde set ud og hvordan forløbet havde været. Eller måske bare ville give hende et lille kram eller blot lægge en hånd på hendes skulder. Hun kunne godt forstå, at det måtte være svært, men som hun sagde: ”Det er vel ikke svært i forhold til, hvad jeg går igennem lige nu”. Hun talte om vennernes tavshed og ignorance med sin mand, der sagde, at det jo nok fordi, at de var bange for at gøre hende ked af det.
Og det er lige netop dét, der er kernen i denne sag. Vennerne, familien og kollegerne ville ALDRIG kunne GØRE hende ked af det. Fordi hun VAR allerede ked af det inden i hele tiden. Og sorgen fik slet ikke mulighed for at blive løsnet, så længe hun måtte bære på den alene. Når tårerne ikke får lov til at løbe, eller man ikke får lov til at sætte ord på sin sorg, bliver den tungere og tungere at slæbe rundt på. Og ensomheden, selvom man er blandt masser af mennesker, vokser.
Vi har som mennesker et stort behov for at blive mødt dér, hvor vi er. Altså at andre tør vise eller sige, at de er vidende om situationen, og at det gør dem ondt. Den, der bærer på sorgen har ikke ressourcer til selv at skulle bede om hjælpen/krammet/den lille snak. I øvrigt tror jeg også, at det virker som en mere oprigtig medfølelse, hvis de andre selv kommer på banen.
Så hensynet, der tages ud fra den holdning, at man ikke vil gøre den anden ked af det, holder altså ikke.
Kvinden med sorgen forventer slet ikke den lange terapeutiske samtale. Alt, hun ønsker, er at blive mødt, dér, hvor hun er. Bare det, når nogen dristede sig til at sige, at de slet ikke vidste, hvad de skulle sige, men at de jo havde hørt om, hvad der var sket, og de var frygtelig kede af at høre det, løsnede helt utroligt op i hende. Følelsen af at blive set var rigeligt. Isen blev ligesom brudt, og hun kunne slappe mere af i deres selskab.
Arbejdsløshed
Jeg taler med en hel del kvinder, der er arbejdsløse pga. nedskæringer. Ja, jeg ved, at det jo nu hedder ”in-between-jobs” eller ledig, men når alt glassuren er skrabet af kagen, så er sagen altså den, at de er arbejdsløse. That´s it! De fleste, som jeg taler med, bruger også selv det ord. De er ikke bare frustrerede og pressede pga. økonomien, de er også ensomme og føler sig fuldstændig sat ud af spillet. De kæmper med forskellige udfordringer som fx frygt for fremtiden, skam, lavt selvværd og mindreværd, men fællesnævneren for dem alle er, at de føler sig udstødte af det usynlige fællesskab, der holder “hjulene kørende” og dermed ikke mere er værdiskabende i samfundet. Jo længere tid de er uden job, des mere forkerte og udstødte føler de sig. De begynder at forestille sig, at alle de møder i sociale sammenhænge fx i børnehaven eller i familien, tænker noget nedladende om dem. Tankerne myldrer: ”Hvorfor taler de mon næsten ikke til mig mere?”, ”Er de mon fuldstændig ligeglade med mig?”, ”Hvorfor spørger de ikke, hvordan det går med jobsøgningen, og om jeg kan holde ”skruen i vandet?” etc. Alle de tanker afspejler selvfølgelig deres egen fordømmelse af sig selv pga. situationen. I vores kultur -og dermed ud fra vores tillærte værdisæt- er arbejdsløshed pga. afskedigelse nok et af de største nederlag, man kan opleve, også selvom vi forsøger at kalde det noget mere let fordøjeligt. Den arbejdsløse er altså godt på vej ind i en nedadgående spiral mht. selvværd, glæde og livskvalitet.
Jeg har lidt på fornemmelsen, at hensynet ved ikke at italesætte det over for vedkommende mest går ud på at tage hensyn til sig selv. Fordi man ikke ”vil blande sig” eller af frygt for at virke dømmende. Men hvis sagen nu er den, at rigtig mange arbejdsløse går rundt og har rigtig grimme forestillinger om, hvad andre tænker om dem, kan man så egentligt ikke hjælpe dem ved at vise sin velvilje til at støtte dem?
Hvad ville der mon ske, hvis omverdenen turde droppe det misforståede hensyn og bryde tavsheden? Ja, man risikerer selvfølgelig, at den arbejdsløse bliver sur eller måske ked af det, men hvad er det egentligt, at du er bange for? Er det at skulle bruge lidt tid på at lytte, støtte og komme med opbakning eller er det, at få at vide, at ”det rager ikke dig”? Selvfølgelig er det nok ikke altid, at man skal gå til et andet menneske og tage den snak op, hvis man knapt nok kender hinanden. Selvom det i mange tilfælde nok ville være helt fint. Føl dig frem. Spørg dig selv, om I tidligere har kunnet småsnakke og grine lidt sammen, men nu er der pludseligt dyb stilhed fra den anden. Du ved, hun har mistet sit job, men noget holder dig tilbage. Hvad er det? Er du bare ligeglad, eller er det din frygt for den andens reaktion? Hvis sidstnævnte, så prøv lige at vende den om: ”Hvad ville du mon selv foretrække, hvis situationen var den omvendte: Stilhed eller et lille ”Kan du holde gejsten oppe?” / ”Jeg hørte fra min søn, at du har mistet dit job; det er jeg ked af at høre”, ”Jeg ringer, fordi jeg lige ville høre, hvordan du egentligt har det” el.lign.?
Oplever man, at den arbejdsløse ”bliver sur”, så er det ikke dig, der har gjort hende sur. Hun var det allerede pga. sine frustrationer. Det er altså ikke DIG, der GØR hende sur. På samme måde, hvis du oplever, at hun bliver ked af det. Så er det ikke DIG, der GØR hende ked af det. Hun var det allerede, men skjulte det bag en facade. Nu får det afløb. Godt, du har allerede hjulpet hende!
Når barnet tager hensyn
Et andet og måske det allervigtigste misforstået hensyn at være opmærksom på, er, når børn føler, at de skal passe på deres forældre og bedsteforældre, så ”de ikke bliver kede af det”. Hvis et barn oplever, at tryghedspersoner begynder at græde, hvis de bringer noget særligt op, så stopper barnet med at gøre det. Det er nemlig virkelig utrygt, når de voksne, som barnet anser som værende sine ”faste klipper” bryder sammen, og samtidig kan barnet bebrejde sig selv for, at det var hende, der var skyld i det. Børn har jo naturligvis ikke mulighed og abstraktionsevne til at kunne handle anderledes. Netop derfor er det utroligt vigtigt, at vi som voksne kan hjælpe de børn, der tager dette hensyn.
Jeg talte forleden dag med den sødeste og mest omsorgsfulde pige på 13 år. Hendes mor er syg af kræft. Det er en på alle måder frygtelig situation for hele familien. Jeg har dyb medfølelse med dem. Pigen kom til mig, fordi hun (selvfølgelig) har det rigtig svært. Sorgen og frygten, som hun bærer på, er så tung. Men hun taler næsten aldrig om sin mors sygdom og den der fra voksende sorg og frygt. Det lille menneske bærer altså i stilhed rundt på verdens tungeste byrde. Grunden til, at hun ikke taler med sine bedsteforældre eller anden familie om det, er, at hun ikke vil gøre dem kede af det. Hendes omsorg for sine nærmeste gør altså, at hun ikke selv får løsnet op ved at tale om det og græde over det sammen med en voksen, der står hende nær. Hun tager altså ansvaret på sine skuldre for, hvis de andre ”bliver kede af det”, hvis hun taler om det. Det, jeg forsøgte at forklare hende –hun er en meget moden og klog pige-, var, at det aldrig kan være hende, der gør dem kede af det. De er –lige som hun selv- allerede kede af det indeni. Så hvis de begynder at græde, så er det, fordi de lader noget af smerten få frit løb.
Åh, hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne suge al smerten ud af denne lille pige og befri hende. Gid hendes mor dog blev rask. Men det kan jeg ikke. Det kan ingen af os sørge for. Men vi kan omfavne hinanden, og vi kan trøste hinanden. Vi kan græde sammen. Lade tårerne trille og på den måde lette bare en lille smule af byrden. I fællesskab. Et barn skal ikke græde alene, og det skal ikke ophobe smerten indeni. Det skal ikke fastholde en facade for at skåne andre. Det er så vigtigt, at vi som voksne,er opmærksomme på det. Selvom det i en så ubærlig situation kan være virkeligt svært.
Barnet skal selvfølgelig også se, at gråden stopper hos den voksne. At den voksne igen kan tage roret og være den stærke tryghedsklippe, som barnet kan holde fast i. Når jeg skriver det her, skal du vide, at jeg ved, at det er så uendelig meget lettere at skrive end at udføre det i praksis. Jeg ønsker blot, at voksne, der er i kontakt med et barn i en lignende situation, kan blive endnu mere opmærksomme på barnet. Måske skal en tryghedsperson, der ikke selv er i følelsesmæssig relation til familien, ”kobles på”, så barnet har en helt fast at gå til. Og endnu vigtigere: en voksen som selv ofte går til barnet og giver plads til tårerne.
Når vi tager hensyn til vores børn
Når der er sygdom eller anden mistrivsel i familien, mærker børn det uden tvivl. Lige meget, hvor meget man end kan forsøge at ”holde problemet hemmeligt” i håb om at skåne børnene for smerten og spekulationerne, så kan børnene fornemme, at noget er galt.
Jeg talte for nyligt med en, der som barn havde oplevet, at der var ”noget galt” med hendes storebror. Når storebroren var dårlig, blev hun sendt ind på sit værelse for ”at hygge sig”, og derfra kunne hun høre, hvordan på storebroren og moderen græd. Hun hørte også, at faderen vist forsøgte at berolige dem begge. Når der var ro på igen, kom moderen ganske rød og hævet omkring øjnene ind til hende og forsøgte at lades som ingen ting. Den nu voksne kvinde, der fortalte mig om det, kunne ligefrem mærke den gamle utryghedsfølelse vokse i hende, mens hun fortalte mig det. Hun havde haft forfærdelige spekulationer som barn og havde følt sig sat fuldstændig udenfor familien pga. denne ”hensyntagen”. Der blev efter den lange periode med mange lignende episoder aldrig talt om det. Heller ikke da storebroren tilsyneladende trivedes igen. Først som voksen fik hun at vide, hvad der havde foregået, og hvad broren fejlede. Hun bebrejder ikke sine forældres misforståede hensyn. De gjorde det bedste de kunne i situationen. Men hun har fået mistillid til sin egen dømmekraft. Som barn oplevede hun jo, at hendes følelse af, at noget var helt galt ikke blevet anerkendt men totalt ignoreret. Alt blev fejet ind under gulvtæppet, og hun stod på den måde alene med sin utryghed.
Selvfølgelig skal børn ikke involveres i en masse problematiske overvejelser, sammenbrud og diskussioner. Men barnets uvidenhed kombineret med, at det kan mærke, at der er noget galt, skaber altså rigtig stor utryghed, frygt og ensomhed. Vælger man at vise barnet, at ”ja, det er rigtigt, hvad du fornemmer”; fortæller bare helt overordnet om problematikken (alt efter barnets alder, og hvad der er galt), og at man er i fuld gang med at løse det, kan barnet finde en tryghed i at få bekræftet, hvad det mærker.
Alle situationer er selvfølgelig forskellige og komplekse, men jeg håber, at mit indlæg vil bidrage til at øge din bevidsthed omkring at tage hensyn og om nogle hensyn i virkeligheden slet ikke er så hensynsfulde, som først antaget.
Generelt tror jeg, at mange føler sig ubehageligt tilpas og måske magtesløse, fordi de bla. a. ikke er vant til at håndtere, når de oplever andre menneskers ”negative” følelser. Men i stedet for at undgå dem, så prøv at spørg dig selv, hvad du mon kunne ønske dig at andre skulle 
gøre eller sige til dig, hvis du var i samme situation. Her har du muligvis svaret på, hvad du skal gøre. Der er nemlig ingen patentløsninger. Lyt til dit hjerte og handl ud fra det.
Kærlighed til jer alle, Emilie
