I dette blogindlæg løfter jeg sløret for min egen personlige historie: Hvordan jeg oplevede min tyranniske far; hvordan spejlingen i min mor gjorde mig handlingslammet; hvordan mit selvhad og alkoholmisbrug som teenager begyndte at udvikle sig til den depression som senere skulle føre mig til helvedet. Det er nemlig her min store motivation for at bidrage til andres trivsel og selvkærlighed kan findes. Når jeg hjælper andre til at turde at være sig selv, mærker jeg meningen med det, som jeg selv skulle igennem for at nå her til. Jeg bruger nu mit hjerte og min sjæl i fuldstændig overensstemmelse med min livsmission.
”KAN DU SÅ SPISE!!” Brøler min far og knalder hånden i bordet, så det Mussel-malede porcelæn giver et hop. Mit hjerte springer et slag over og adrenalinen indtager alle mine celler. Min tynde, blege søster sidder helt stiv på pladsen over for mig. Hendes tallerken er tom og ren. Hendes blik ser dødt ud i luften. Langsomt rejser hun sig uden at fortrække en mine. Min mor har røde pletter nedad halsen. Ingen siger noget. Min søster går langsomt væk fra bordet og ud i entreen og forsvinder op på sit værelse. Dér, hvor hun sover hele dagen, når hun kommer hjem fra gymnasiet. Sover. Og beskytter sig på den måde fra en verden, der er alt for hård. Beskytter sig fra et liv, der gør ondt og stiller krav. Et liv, hvor man spiser.
Min far fortrækker ikke en mine. Spiser med hidsige bevægelser, så bestikket klirrer mod tallerkenen. Ellers stilhed. Min mave knuger sig sammen. Hvad fanden foregår der lige her? Mine ord, min vrede, min foragt for min far presser sig mod mine læber, men kan ikke komme ud. Min mor sidder som med mundkurv på. En mundkurv, der er skabt af flere års underkuelse. Min mor; ubevægelig med hamrende hjerte. Igen. Luften er tyk af undertrykkelse. Hun er en lille grå mus. Mere indskrumpet end nogensinde. Jeg ser tydeligt sorgen i hendes blik. Og frygten. Frygten, som styrer hende. Hver dag. Altid. Frygten for, at min far eksploderer eller måske endnu mere frygten for hans lammende stilhed, der gør, at hele huset bliver som en mørk, kold kælder, hvor man famler sig frem i nervøse ryk af paranoia for at træde forkert.
I MIN MORS SPEJLBILLEDE FORAGTEDE JEG MIG SELV. Så mig selv som værende dum og svag.
Kærligheden og omsorgen fra hende i forhold til mig kendte ingen grænser. Den kroniske sygdom i mit ene øre bragte os vist på den måde endnu tættere sammen. Smerten føltes, da jeg var barn så stærkt, at min mor kunne mærke den rent fysisk i sit øre. Det forstår jeg først nu, hvor jeg selv er blevet mor. Som mor er båndet til barnet så stærkt, at deres følelser kanaliseres direkte over i moderens krop og stadfæster sig. Hvis man som mor er åben over for det. Og til stede.
Hun evnede bare ikke at vise sig selv omsorg eller at forsvare mig og mine søstre over for min far. Hun satte sig selv i sidste række på nærmest selvudslettende vis. Jeg var så dybt forbundet med min mor, at jeg kunne mærke hendes frygt. Derfor blev jeg flere gange ugentligt i mine drømme stillet ansigt til ansigt med dét, jeg oplevede udspillede sig foran mig og som lå i luften mellem mine forældre. Dér gennemlevede jeg nat efter nat min mors frygt, undertrykkelse og flugtforsøg. Som gaver til min mor, fortalte jeg hende om morgenen i køkkenet om mine natlige rædselsfulde kampe. Gaverne kunne have givet hende svaret på, hvad der var det rigtige for hende at gøre. Hun tog dog ikke i mod det. Ikke af manglende vilje tror jeg, men af manglende evne til at se klart.
Hendes bekymrede tilgang til verden, til sig selv og til sit ægteskab satte dybe og begrænsende spor i min personlighed. På den måde tillærte jeg mig, at jeg ikke skulle tilgodese egne behov, og at udeblivende trivsel var almindeligt. Jeg tillærte mig på den måde, at det var ”godt og rigtigt” at tilsidesætte mine egne behov for at bevare hus-freden. Egne meninger og selvrespekt ”ondt og forkert”. Dette tillærte jeg igennem min mors pleasende adfærd over for min far, og hvordan stemningen i huset var, hvis hun viste tegn på at handle ud fra egne behov.
Jeg kan huske, at jeg i gymnasietiden på Øregård tænkte, at sådan her er livet vel bare, når jeg følte mig ”udenfor”. Livet gør vel bare lidt ondt hele tiden. For at slippe væk fra det hele og for at finde modet frem til at deltage i fester og ”gå i byen”, drak jeg mig sanseløst beruset. Gerne flere gange fra torsdag til lørdag på de hotte Københavnske barer. Jeg blev hurtigt stemplet: på den ene side som ”altid mega festlig og i godt humør” og på den anden side som ”hende, den lette”. Mine veninder sagde tit, at de syntes, at det var fedt, at jeg ”bare gjorde som jeg havde lyst til og bare levede det vilde liv”, når jeg engang i mellem løftede sløret bare lidt for, hvor dårligt jeg havde det. Jeg troede, at jeg bare havde moralske tømmermænd. Jeg mindes mine sene teenageår gennem en tåge af selvforagt, smerte og druk. Jeg forstod den gang ingenting. Jeg overså den gave, som min krop og mit sind bar frem for mig på et sølvfad gang på gang. En gave, der fortalte mig, at det var på høje tid at ændre retning. På høje tid at begynde at respektere mig selv. At jeg skulle smide den tunge kappe af selvbebrejdelser, der lå på mine skuldre, fordi jeg ikke følte mig ”god nok” i sammenligningen med de kloge, rige, smukke mennesker, der omgav mig. Jeg forsøgte at flygte fra det ved at drukne mindreværdsfølelsen i alkohol. Alkoholen slørede yderligere min forståelse, og jeg blev suget helt ned i afgrunden af et bundløst søle, som jeg ikke kunne komme opad. Ingen rakte mig et tov, som jeg kunne blive trukket op i. Eller, hvis der var et tov, så jeg det ikke. Nu ved jeg dog, at det var meningen, at jeg selv skulle finde op igen.
Med min tilbageskuende indlevelse kan jeg nu mærke og forstå, hvad det i virkeligheden gik ud på: Jeg kunne ”ikke sige fra”. Det havde jeg nemlig aldrig tillært mig. Jeg havde jo lært, at det ”du mærker” skal overrules af det, der forventes af dig! På den måde har jeg tilsyneladende ”frivilligt” utallige gange ladet min grænse voldsomt overskride af drenge/mænd uden at have ”mig selv med”. Jeg turde ikke stoppe dét, som flirten og kysserierne satte i gang. Jeg vågnede steder, jeg ikke kunne huske, at jeg var faldet i søvn. Ved siden af ”skolekammerat”, som efterfølgende ikke værdigede mig et blik; eller én, hvis navn, jeg ikke kendte og huskede kun brudstykker af, hvad der var sket. Blev ignoreret eller sneg mig væk og hjem. Mit selvhad og en altoverskyggende skam voksede eksplosivt. Når jeg ser tilbage nu, kan jeg se, hvordan de depressive træk allerede her begyndte at vise sig. For at slippe mit selvhad drak jeg mig endnu mere fuld og den onde spiral blev derfor ustoppelig. Pga. min rolle som ”festpapegøjen” lod jeg så vidt muligt som om, at jeg var glad. Det var jeg vel også…sådan her er livet vel bare…tænkte jeg.
Det er første gang, at jeg nogensinde skriver dette ned. Det er først nu, at jeg er parat til det. Fordi jeg i mange år har skammet mig og hadet mig selv for det. Men nu har jeg set det i øjnene og fået fred med det. Og har indset, at det ikke kan udelades fra min historie. Det vil jeg simpelthen ikke udelade. Det er nemlig en væsentlig del af det, der skulle ske for, at jeg kunne vågne op og forstå. Og mon ikke, der findes andre derude, der har lignende oplevelser? Oplevelser som man tror, at man er alene om, og som man skammer sig over og helst bare vil glemme? Til dig vil jeg sige: ”Bare rolig, du er ikke alene. Du kan ved netop at se fortiden i øjnene slutte fred med det og lægge det bag dig og få et godt liv.”
Du ER ikke din fortid. Fortiden er væk. Er du blevet gjort ondt i fortiden, eller har du gjort dig selv ondt med dine handlinger i fortiden, nytter det ikke noget at forsøge at fortrænge det. Det bruger du alt for meget energi på. Energi, som skal bruges på at mærke, hvem du er, finde glæde og udvikle dig menneskeligt. Du kan heller ikke løsrive dig helt fra dine uhensigtsmæssige og selvdestruerende tanke- og handlingsmønstre, hvis ikke du lægger fortiden bag dig.
Uanset, hvilken bagage, du bærer rundt på, kan du vælge ikke at ville være styret af det mere. Der er ingen quick-fix, men det kan lade sig gøre. Lad dig guide af dit indre –også selvom du måske i læsende øjeblik, tænker at det her er noget langhåret, sidde-i-rundkreds-agtigt, hippie-nonsens, som du ikke tror på! Præcis sådan tænkte jeg også en gang. Den gang før jeg vågnede op og fandt ud af, at livet indeholder noget ganske andet end det, jeg mødte i min opvækst, og som jeg lærte var ”rigtigt” og ”forkert”. Vis dig selv medfølelse og tag beslutningen nu: ”Jeg vil åbne mit sind og mit hjerte, så jeg kan se nye muligheder. Jeg VIL have et godt liv. Jeg vil have indre ro og føle glæde ved at være mig. Jeg vil tilgive mig selv og give slip. Jeg kan. Jeg tror på det. Jeg ved det”.
Det ved jeg. Når jeg kunne, kan du nemlig også.
