Selvfølgelig må du dét! Lige så tosset du vil. Beklag du dig bare.
Noget af det fantastiske ved det er, at du aldrig vil løbe tør for emner i denne disciplin. Hold nu op, hvor er der meget, der er mod dig. Altid! Og sådan vil det være hele dit liv. Det kan du lige så godt vænne dig til. Sådan er det også for veninderne, kollegerne, forældrene og naboerne. Der er helt sikkert godt gang i brokke-klubben. Medlemmerne strømmer til…..
Men hvorfor er det mon sådan? Vi ønsker alle at være en del af et fællesskab. For at være det, skal der gerne være en fælles interesse –udover vejret! Jeg tror, at brokkeri er blevet fællesnævneren i mange samtaler. Nogen gange kan det nærmest lyde som om, at man prøver at overgå hinanden i, hvem der har haft den allermest forfærdelige oplevelse at brokke sig over…. Uha, der var måske ekstra meget kø på motorvejen pga. vejarbejde; bussen kom 8 minutter for sent; så er det for varmt; så er det for koldt; din mand havde glemt at købe kaffe, så du måtte undvære i morges; ventetiden på posthuset var under al kritik; naboen havde ikke ryddet sne på sit fortov og må derfor sikkert være en doven rad osv. Lidelserne vil ingen ende tage!!
Så kan vi sidde dér og forpeste luften med surhed.
Eller du kan vælge at vågne op og prøve dels for din egen skyld og dels for stemningen i fællesskabets skyld at gøre noget nyt. Sagen er jo den, at det, du fokuserer på, vokser. Du tilfører altså energi til negativiteten både indeni dig og udenom dig, hver gang du taler om eller tænker på det, der irriterer dig. Brokke-kulturen er på den måde en selvforstærkende spiral.
Men du har rent faktisk mange muligheder for at begynde at dyrke noget andet:
- Du kan begynde at fokusere på det, der rent faktisk er godt
- Du kan finde det positive i det, som du tidligere kun tillagde noget negativt
- Du kan oftere sige ”pyt”
- Du kan holde op med at dømme andre, da du jo ikke kender hele deres baggrund for handlingen
- Du kan tage ansvar og gøre noget, der kan hindre det
- Du kan arbejde på at acceptere, at det ligger udenfor din rækkevidde
Og hvordan er det så lige, at du kommer i gang? En god måde kunne være at begynde hver aften at skrive 3 positive ting ned fra dagen, der er gået. Det kan være alt lige fra ganske små forbigående gode, rare, hyggelige, livsbekræftende øjeblikke til større oplevelser; sejrer; situationer, hvor du har turdet at udfordre dig selv og træde ud af din comfort zone; beslutninger, der er truffet; oplevelser, der vidner om, at du har fået en ny tilgang til problemer etc.
Intet er for småt. Ofte er det de små øjeblikke af nærvær, der viser sig at være de allervigtigste. Og når du lærer at lægge mærke til netop de øjeblikke, vil du begynde at tilføre energi til glæde og taknemmelighed. På dage, hvor det er svært at komme i tanker om noget, så læs, hvad du har skrevet de foregående dage og hent inspiration dér.
Du vil hurtigt opleve at være blevet meget mere bevidst om, hvor meget positivt dit liv indeholder og du vil opleve større hverdagsglæde. Når du er glad, vil du have lettere ved at få øje på de positive ting, kunne sige ”pyt”, være overbærende overfor andres handlinger etc. og dermed er en opadgående glædesspiral dannet.