Blog

Da politiet hentede min far

18. juni 2015

Et blogindlæg om at tilgive det utilgivelige

Det er en sen eftermiddag i nov. 2005. Der er noget, der er begyndt at boble indeni mig. Noget der maser sig på. Jeg mærker den, min Sjæl. Som for mange år siden, da jeg blev spurgt om, hvad jeg ville være, når ”jeg blev stor”. Jeg mærker den i mit bryst som en stor varm styrke, der er begyndt at koge og fylder mig med en trang til at gøre det…. Lytte, tage skridtet, bryde ud. Nu ved jeg, at det er det eneste rigtige. Det helt rigtige. Det står sole klart for mig. Selvfølgelig kan jeg gøre det. Selvfølgelig skal jeg det. Det er som om tvivlen på min egen handlekraft fuldstændig er forsvundet. Jeg kan. Alt!

Jeg hører ikke til sammen med ham. Det har jeg jo vidst i årevis.

Jeg kigger på min lille dreng på 1 ½ år. Han skal vokse op og spejle sig i en mor, der lytter til sig selv. En mor, der lever et liv, hun elsker. En mor, der har styrke til at gå mod strømmen, hvis det er det, hun mærker er det rigtige. En mor, der kan se sig selv i øjnene og vide, at hun lyttede til sig selv. I den spejling vil han blive tro mod sig selv.

Jeg ser, at min mand kommer kørende. Han parkerer bilen. Jeg ser han smækker bildøren og går op mod hoveddøren. Som han plejer. Han ved ikke, at beslutningen allerede er truffet. En beslutning som vil ændre hans liv.

Der er ikke noget galt med ham. Det her er ”ingens skyld”. Det er bare sådan.

Kort efter flytter jeg ud med vores lille dreng. Uden slagsmål. Heller ikke om vores søn.

Det her er helt rigtigt. Jeg er helt afklaret. Let af frihed. Frihed ved ikke at vide, hvor jeg skal bo. Frihed ved at være alene med min søn. Frihed ved ikke at have noget arbejde. Intet er skræmmende. Alt ordner sig. Det ved jeg. Jeg er stærk, for nu er jeg mig.

Vi flytter ind hos mine forældre for at være der midlertidigt. Jeg har tidligere drømt, at jeg blev skilt, og at min far blev rasende. Så rasende, at han slog hånden af mig.

De første dage forløber roligt. Næsten for roligt. Næsten for stille. Ingen spørgsmål, ingen kommentarer om aftenen ved bordet. Fuldstændig som i min barndom.

Lige indtil den aften, hvor tavsheden blev brudt. Den aften, hvor alle sandhederne, alt vreden, alle de indestængte og fortrængte følelser eksploderede i mit barndomshjem, der var sovset ind i usagthed og ”fejen ind under gulvtæppet”. Nu kunne det lille hjem ikke bærer det mere. Nu havde det drevet ned af væggene i årevis af fremtvungne undskyldninger, tilpasning, frygt og hemmeligheder: Alt sammen for ”fredens skyld”.

Den aften blev jeg i en alder af 27 år ”sendt op på mit værelse” af min far, fordi jeg forsøgte at forklare ham, hvordan jeg havde truffet den store svære beslutning, og hvor meget jeg havde brug for deres støtte. Det var dér, jeg blev kaldt en kælling, der aldrig havde værdsat alt det han (min far) havde gjort ”for os”. Og hvor min mor rystende og ængstelig forsøgte at få mig til at undskylde min ”dårlige opførsel” overfor min far! Min ”opførsel”, der bestod i stille og roligt at forklare, hvorfor jeg havde truffet min store beslutning. Ganske stille og roligt! Fandeme nej om jeg ville undskylde, at jeg var blevet et selvstændigt tænkende individ!

Det var den aften, at jeg fik at vide, at jeg ikke måtte tage min dreng med mig og ”trække ham ned i sølet”, da diskussionen blev så intens efter, at jeg ikke ville ”undskylde min opførsel”, at jeg besluttede mig for at pakke sammen og tage hen til en veninde og bo. Det blev den aften, hvor jeg måtte tilkalde politiet på 112, fordi min fars aggression blev så voldsom, at jeg måtte have hjælp. Han fastholdt min lille dreng og nægtede at give mig lov til at tage ham med mig ”og trække ham ned i sølet”. Jeg kan stadig høre Frederiks fortvivlede stemme kalde på mig, politisirenens skrig i mørket og min mors stemme, der dirrende forsøgte at tale min far til fornuft. Min far gjorde det for min skyld, brølede han. Og for Frederiks. Jeg var bare en sindssyg kælling, der ikke kunne finde ud af noget. Netop i de minutter og sekunder udspilledes den nok vigtigste kamp i mit liv og mit barndomshjem dannede rammerne for den. Netop i den stue, hvor jeg så ofte havde oplevet, hvordan min mor blev holdt nede af min alkoholiserede far. Netop her havde jeg selv følt, hvordan min fars paranoide og selvforherligende facon fik indprintet i os, at hans ord var lov.  

Jeg vidste, at jeg gjorde det rigtige. Jeg så ind i min fars øjne. Og dér så jeg dét menneske, der havde holdt hele familien i spændetrøje hele livet. Men det blik kunne ikke spænde mig fast mere. Aldrig.

Friheden nærmest væltede ned over mig som fra et vulkansk udbrud af adrenalin.

Kort efter sad min mor, Frederik og jeg i en taxa på vej væk. Vi vendte ikke tilbage. Heller ikke min mor.

Jeg var ikke bange, ikke i tvivl, ikke lille og svag. Jeg var endelig helt fri. Jeg havde aldrig været stærkere. Jeg havde sprængt den største og tungeste sten i ”min bagage” i titusinde stykker.   

Tilgivelsen

Jeg har tilgivet ham. Tilgivet alle hans selviske og respektløse handlinger. Det tog tid. Jeg har været meget vred, meget skuffet, meget såret i mange perioder. Ikke bare på grund af hans –hvad nogle kaldte utilgivelige- handling den aften. På grund hele min opvækst, der havde været så forkvaklet både i mit direkte forhold til ham, der indeholdt grænseoverskridende opførsel fra hans side; og indirekte i hans tyranniske måde at behandle min mor på.

Men hvad gjorde denne vrede, sorg og skuffelse mig andet end at dræne mig for energi og fylde mig med had? Et had og en bitterhed, der ville kunne have ædt mig op, men som jeg heldigvis fik stoppet i tide. Jeg var nemlig i min frisættelse af mig selv ved at blive skilt og ved at have brudt ud af min fars jerngreb, nemlig kommet i nær kontakt med mit hjerte. Mit hjerte, som jeg jo i de handlinger endelig lod elske mig selv. Den selvkærlighed som det jo er at lytte til min sjæl og mine egne behov, skabte rum i mig til tilgivelse. Det er netop her, at selvkærlighed og næstekærlighed hænger uløseligt sammen.  Jeg gennemtvang ikke accepten eller tilgivelsen. Jeg søgte indsigt i mig selv, forsøgte at forstå og begyndte samtidig at behandle mig selv godt. På den måde skabte min kærlighed og respekt for mig selv samt viljen til selvindsigt overskud til, at jeg nu kunne acceptere min delvist så ulykkelige opvækst og dermed alle hans handlinger, der havde gjort så ondt. Alt det, der havde ført mig til at leve uden respekt for mig selv og som havde ført mig til depression og angst.

Jeg fik overskud til at se det hele i øjnene. Vende og dreje det. Se det i helt klart lys i al sin hæslighed. Ja, sådan var det. Ja, i fortiden skete det. Men det ER ikke mere. Det findes ikke mere. Det, der findes endnu sidder som dybe spor i mine følelser og mit sind, der stadig må behandles for, at jeg kan leve. Men uanset, hvor meget jeg forsøger at glemme det, eller hvor meget jeg forbander det, forsvinder de spor aldrig. De bliver faktisk kun dybere, hvis jeg lukker øjnene for det og løber fra det.

Min far gjorde det bedste han evnede. Det er jeg fuldstædig sikker på. For det gør man. Man gør det man evner; ellers ville man jo gøre det anderledes.

Han vidste ikke, hvad han gjorde. Hverken igennem alle de mange år og heller ikke den aften, hvor han blev arresteret for igen at krænke mig og overtræde mine grænser. Og derfor tilgiver jeg ham af hele mit hjerte. Slutter fred. Får ro. Gør plads til glæde og kærlighed. Alt er som det skal være; for det der er i fortiden er væk. Så hvorfor lade det styre min natur nu. Min natur som er kærlighed.

At tilgive er ikke det samme som at sige, at det hele bare var helt ok. For det var det bestemt ikke. Men det ligger uden for min rækkevidde at lave det om. Og som med alt andet, der ligger uden for min rækkevidde, ved jeg, at accept –og i nogle tilfælde tilgivelse- er denne eneste vej frem mod indre fred.

Du kan vælge at blive ved med at forsøge at lave om på, at dag er lys, og nat er mørk, men det eneste, du får ud af det, er frustrationer og ærgrelser over forventninger og forhåbninger, der aldrig bliver indfriet.

Jeg har valgt at acceptere, at dagen er lys, og at natten er mørk og bruger så min energi på noget, der kan bærer frugt. Især på at bidrage og inspirere andre til, hvordan de kan få ro og glæde.

Cirklen er sluttet. Alting sker af en grund. Jeg er taknemmelig for, hvor min sjæl har guidet mig hen, og jeg har tillid til min videre livsrejse. Ikke, at jeg tror, at det bliver en ren dans på roser, men jeg ved, at jeg vil handle ud fra det, jeg evner, fordi jeg vil lytte til min indre stemme.

 

You Might Also Like