Blog

Vælger du dæmonen eller englen?

21. december 2015

Det spørgsmål burde være ret lige til. Selvfølgelig vælger du da englen! Eller gør du? For mig symboliserer englen lyset, glæden og friheden, og dæmonen står for mørket, vreden og stagnationen. Eller sagt ganske kort: Englen er kærligheden og dæmonen er frygten.

Det er meget let at sige, at du vælger englen, men også ret underordnet, hvis du alligevel styres af dæmonen. Hvis mørke, vrede og stagnation afspejles i dine handlinger og i dine tanker om dig selv, andre og verden som helhed. Det er i tanke og handling, at dit valg skal manifesteres. Det er jo her, du påvirker dit og andres liv. Ikke bare i en udtalelse, da denne bare bliver “en bobbel af varm luft”, hvor du lyver for dig selv.

At vælge englen vil sige at lade dine tanker og handlinger udspringe af lys, glæde og frihed. I det bidrager du til englens vigtigste mission: At kærligheden bliver større end frygten her blandt alle levende væsener på kloden.

Buddha citatDet mest forunderlige er, at så snart du hviler i dig selv, accepterer dig selv, elsker dig selv, vil du automatisk sprede englens budskab gennem din eksistens. Bare ved at være dig. For når du opdager, at du inderst inde er selve kærligheden, vil al din frygt fordrives. Frygten for ikke at være god nok; frygten for ”de fremmede”, frygten for ”det fremmede”, frygten for udvikling; frygten for at dumme dig; frygten for, hvad andre tænker etc. De mørke tanker skiftes dermed ud med lyse. Vreden skiftes ud med glæden. Stagnation skiftes ud med frihed.

Men hvordan er det lige, at du opnår den indsigt, at du rent faktisk er den kærlighed, altså lyset, glæden, friheden som du jo higer så meget efter at få mere af i dit liv? Det gør du ved at søge ind i dig selv; begynde at behandle dig selv i venlighed og gennem tro. Tro og tillid. Tillid til livet. Tillid til, at du selv har indflydelse på at skabe det liv i lys, glæde og frihed, du ønsker dig. Ved at tage ansvar og ikke bare pege på ”alle de andre” og de ”hårde livsomstændigheder” som værende ”de skyldige” i din frygt.

Hvis vi alle i en hver tanke, valg og prioritering kunne være bevidste om at lade englen være styrende, så tror jeg, at vores verden kunne se meget anderledes ud.
Rigtig mange vil her sige ”keep dreaming” og det er jo helt jubel-optimistisk og naivt. Men hvem er det –englen eller dæmonen-, der allerede tager over i dig her?
Vi må starte indefra. Hvad nytter det at vente på, at ”alle de andre gør noget”? Ja, så er det jo klart, at der ikke sker en s***!

Lad englen guide dig. Allerede i dag!Hjerte

Rigtig glædelig jul og “gå med styrken”!

De kærligste julehilsner fra Emilie

 

You Might Also Like