Livet skal ikke gøre ondt.
Livet skal ikke bare overleves.
Livet skal ikke være en evig kamp.
Jeg skulle selv blive i midten af 20’erne, før jeg fandt ud af, at jeg ikke behøvede bare at acceptere at leve i selvhad og tristhed.
Som barn var det anderledes. I hvert fald som jeg umiddelbart husker det. Jeg skal dog ikke ret mange spadestik ned i bevidstheden, før jeg får øje på, at det netop var her tristheden og selvhadet blev støbt omkring mig og i mig som et fundament, hvorfra jeg skulle gå ud i ungdommen og voksenlivet.
Jeg husker nu, hvordan jeg som ung tænkte, at sådan her måtte livet jo åbenbart være. Midt i selvdestruktive tanker, spiseforstyrrelse og en usikkerhed på mig selv, der drev mig ud i drukorgier pænt forklædt som værende ”fester”, bevægede jeg mig længere og længere væk fra, hvem jeg i virkeligheden var. Ingen så det. Ingen trådte til og hjalp mig. Den nedadgående spiral endte i flere års angst og lammende depression. Drevet helt ud til kanten, hvor selvmordet indimellem syntes som eneste udvej.
Vækkede min indre styrke og tændte et bål
Først med min lille nyfødte søn i mine arme, gik det op for mig, at jeg var den eneste, der kunne redde mig!
Min lillebitte dreng vækkede mig. Vækkede min indre styrke. Min bevidsthed og mit klarsyn på mig i mit liv rasede pludselig i mig. Verden kunne aldrig blive den samme igen. Når man først har åbnet øjnene for en helt ny og højere bevidsthed, kan man aldrig vende tilbage. Selvfølgelig skulle han ikke vokse op og spejle sig i en mor, der i den grad levede som en skygge af sig selv. En glød tændtes i mig. Den blev hurtigt til et lille bål og efterhånden voksede det til et uudslukkeligt bål, der gennem de sidste 18 år kun har taget til i omfang og oplyst min indre verden og dermed forståelsen af den ydre i et omfang, som jeg aldrig nogensinde troede muligt.
Livet leves nu. Ja, der er smerte i livet, for sådan er det at være menneske, men min øgede bevidsthed om, hvordan mine følelser er formet og grundlagt i mig, giver mig mulighed for at navigere i alle mine kæmpe store følelser, så jeg ikke bliver helt slået om kuld af dem.
Jeg lever stadig i et sandt følelseshav, hvis bølge-toppe og-dale tidligere styrede mig fuldstændigt. Nu har jeg blot lært at bruge min sanselighed og min følsomhed, så de arbejder for mig og ikke imod mig.
Bevidstliggørelsen af mine tankers kraft over mig, og at jeg er den eneste, der kan redde mig, har gjort, at jeg nu ved, at nøglen til at leve i glæde og selvkærlighed ligger i, at jeg -i takt med min øgede forståelse af, hvad der har formet mig- styrer mine tanker og ikke omvendt.
Når jeg sidder foran et menneske i en session, er kombinationen af min meget veludviklede sanselighed, indlevelsesevne, mine faglige kompetencer, min egen personlige erfaring samt min kærlighed til mennesker det perfekte afsæt for, at jeg kan bidrage til personens personlige udvikling.
En bevidstliggørelse af personen selv i sit liv. Ligesom jeg oplevede.
-Tro mig; når jeg kunne, så kan du også. Lad mig hjælpe dig videre på din livsrejse.
